Postet & Arkiveret under Ikke kategoriseret.

Jævnfør § 8, Stk. 10. kan Hovedbestyrelsen beslutte, at MH påtager sig at medvirke til etablering og drift af virksomheder, selskaber, fonde m.v., hvis formål og aktiviteter er i overensstemmelse med MH’s interesser.

Hvis vi i Danmark skal lykkes med den grønne omstilling, så forudsætter det naturligvis nye kompetencer hos de medarbejdere, der tildeles ansvaret for omstillingen.

Derfor har MH (Merkonom- og Akademiuddannedes Hus) igennem et stykke tid arbejdet energisk for at fremme en helt ny akademiuddannelse i grøn omstilling. Vi har – lidt populært sagt – ageret fødselshjælpere for den nye uddannelseslinje, og dette er sket i et tæt samarbejde med Erhvervsakademi Aarhus, Cphbusiness og IBA Kolding.

Vi arbejder videre på at udvikle uddannelser med fokus på den grønne omstilling, og det vil vi orientere om i kommende nyhedsbreve. For at fremme kendskabet til de mange bæredygtige initiativer, som såvel private som offentlige virksomheder arbejder med, har vi med afsæt i vores vedtægter (§ 8, stk. 10) sideløbende stiftet en spritny forening – nemlig foreningen Generation Ansvar.

Generation Ansvar har til formål at:

  • samle alle med interesse for udviklingen på det klima- og miljømæssige område med afsæt i at fremme en grøn og bæredygtig omstilling af samfundet,
  • udgive nyhedsbreve, artikler og analyser, der sikrer løbende opdatering af medlemmernes viden om de nyeste veje til grøn og bæredygtig udvikling,
  • virke for en styrkelse og stadig udbygning af uddannelsesmuligheder for foreningens medlemmer,
  • samarbejde med andre organisationer, virksomheder og fonde i spørgsmål af fælles interesse og
  • udbrede det størst mulige kendskab til Generation Ansvars arbejde.

Du kan hjælpe os!
Hvis du vil hjælpe os med at komme godt fra start, så kan du gå ind på Generation Ansvars hjemmeside og angive hvilke temaer, der interesserer dig mest i den grønne og bæredygtige udvikling. Det gør du ved at følge dette link: Generation Ansvar

Når vi senere starter med at udgive månedlige nyhedsbreve for Generation Ansvar, så vil alle medlemmer af MH naturligvis modtage disse nyhedsbreve kvit og frit.

Formand for MH, Bill T. Brodersen, har været initiativtager til stiftelse af den nye forening, og han lover at fastholde foreningens fokus på fremtiden.
“Vi har investeret betydelige ressourcer i udviklingen af den nye uddannelseslinje i grøn omstilling på akademiniveau. Denne investering følges nu op af foreningen Generation Ansvar. Vi udbygger dermed vores mulighed for at rådgive og hjælpe vores medlemmer med den grønne omstilling,” fastslår Bill T. Brodersen.

Tilbage til nyhedsoversigten