Postet & Arkiveret under Ikke kategoriseret.

I år kan fem pensionerede merkonomer fejre, at de har holdt tæt kontakt til hinanden gennem 25 år. Vi inviterede derfor på en lille frokost på sekretariatet i Valby.

”I skal vide, at vi stadig er fem seniormerkonomer, der stadig mødes månedligt. Næste år har vi mødtes i 20 år.”

Sådan lød beskeden i en mail, som vi modtog på sekretariatet tilbage i 2014. Mailen var fra Tanja Znaider, der skrev til os, fordi hun fortsat ønskede at modtage MH’s lommekalender.

I de efterfølgende år har vi hvert år i september modtaget en venlig mail fra Tanja, hvor hun dels bestilte en ny kalender og dels skrev en lille opdatering til os om de fem seniormerkonomers mødeaktivitet. På den baggrund inviterede vi de fem til en frokost i slutningen af januar på sekretariatet i Valby.

Efter samlet ankomst til Valby og godt bænket omkring bordet fortæller Tanja om baggrunden for gruppens sammenhold:
”Vi startede i Seniorgruppen inde hos jer på Vesterbrogade. Det var langt tilbage i 90’erne, så det er rigtig mange år siden, at vi blev bragt sammen. Nogen må have haft en ”heldig hånd” med sammensætningen af vores gruppe, fordi vi rent socialt lige fra starten fungerede rigtig godt sammen,” forklarer Tanja Znaider.

”Selvom vi nu alle er gået på pension (den sidste af os for tre år siden) mødes vi stadig én gang om måneden. Vi mødes i privat regi på skift mellem gruppens medlemmer, og den mødefrekvens vil vi holde fast i. Vi hygger os nemlig fortsat rigtig godt, når vi mødes,” fastslår Tanja.

Arrangement for pensionerede merkonomer
Gruppen har tidligere været lidt større, men nogle stykker er stoppet pga. sygdom og alderdom. De fem nuværende medlemmer af gruppen er Helmut Brünger, Carsten Sørensen, Anders Mehlsen, John B. Andersen og Tanja Znaider.

Frokostmødet i Valby var også arrangeret for at opdatere Seniorgruppen om MH’s aktuelle indsatser for at understøtte merkonomuddannelsen samt for at undersøge, om der er ønske om et årligt arrangement for pensionerede merkonomer. De fem fra gruppen tilsluttede sig fuldt ud forslaget om et årligt arrangement, så det vil vi her i Nyhedsbrevet vende tilbage til i nær fremtid.

Hvis du, kære læser af Nyhedsbrevet, selv deltager i sammenkomster eller seniorgrupper med ”gamle” merkonomer, så send meget gerne en oplysning om det til kurt@mh.dk

Tilbage til nyhedsoversigten

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *