Markant forøgelse af fritvalgskonto fra 4 pct. til 7 pct. over tre år og et mindre løft på mindstelønnen baner vej for et stabilt overenskomstforløb.

Således lyder analysen fra Altinget.dk på det overenskomstforlig, som CO-Industri og Dansk Industri præsenterede på et pressemøde søndag eftermiddag. Men resultatet kan sætte den lokale løndannelse under pres.

Fritvalg, fædrebarsel og fleksibilitet
Efter knap en måneds forhandlinger er parterne nået i mål med en ny treårig overenskomst for 230.000 ansatte i industrien, som samtidig sætter niveauet for de øvrige sektorer, som i de kommende uger eller måneder skal forsøge at lande aftaler for den resterende del af de ialt 600.000 privatansatte.

Spydspidsforliget afspejler ikke de mørke skyer i horisonten for dansk økonomi, som arbejdsgiverne i opvarmningsfasen ellers rituelt har haft travlt med at tale op.

Ingen stor skalp til Dansk Industri
Det kan være svært at se den forkromede skalp, som Dansk Industri bringer med hjem fra slaget til deres 6.000 medlemsvirksomheder.

Selvfølgelig kan det være præmie nok i sig selv, at man har sikret sig arbejdsro i de næste tre år og minimeret sandsynligheden for en storkonflikt, som ville rokke ved stabiliteten og ultimativt set industriens førerposition i forhandlingssystemet.

Men der gemmer sig også en stribe gevinster i form af fleksibilitet og rationalisering, som samlet set gør aftalen attraktiv for erhvervslivet.

Blandt andet åbnes der op for, at timelønnede på ugebasis overgår til månedlig udbetaling.

Som noget nyt kan seniorer også vælger at få deres pensionsbidrag udbetalt som løn, hvis de fortsætter efter pensionsalderen. På den måde kan arbejdsgiverne også sikre sig en arbejdsudbudsgevinst ved at få flere seniorer til at udsætte pensionen.

Lokal løndannelse kan komme under pres
Det opsigtsvækkende hop på fritvalgskonto fra 4 pct. til 7 pct. over tre år rokker dog ved balancen mellem den centrale og decentrale forhandlingsstruktur.

Når en større procentuel andel af den samlede lønsum er bundet på en fritvalgsordning, levner det mindre økonomisk råderum til de lønforhandlinger, som foregår lokalt ude på arbejdspladserne.

Både i industrien, i byggeriet og i andre brancher har fagbevægelsen i den seneste overenskomstperiode klaget over, at arbejdsgiverne har siddet for hårdt på kassen. Den udvikling bliver næppe mindre med en større fritvalgsordning, som er aftalt ved det centrale forhandlingsbord.

Samlet set tegner der sig dog et billede af en strategisk begavet overenskomst på industriens område, som rummer gode muligheder for at lade sig omplante til de 370.000 øvrige privat ansatte.