Postet & Arkiveret under Ikke kategoriseret.

Regeringen vil ifølge Altinget.dk forlænge trepartsaftalen om voksen- og efteruddannelse (VEU) fra 2017 i stedet for at lande en ny i år. Fornuftigt, siger DA. ”Kan give god mening”, siger FH.

Regeringen vil lade VEU-trepartsaftalen fra 2017 løbe ét år ekstra. Det oplyser Børne- og Undervisningsministeriet til Altinget. Aftalen skulle efter planen have været afløst en ny trepartsaftale inden årets udgang, men ifølge ministeriet ønsker regeringen ”at forberede sig grundigt på trepartsforhandlingerne”.

”Regeringen er derfor i dialog med arbejdsmarkedets parter om mulighed for en videreførelse af eksisterende trepartsaftale frem til udgangen af 2022. Regeringen har foreløbig valgt, at der i lovprogrammet indgår et lovforslag, der forlænger eksisterende solnedgangsklausuler fra trepartsaftalen i 2017,” skriver ministeriet.

Parter afviser ikke
Hverken DA eller FH afviser over for Altinget at forlænge aftalen fra 2017, der blandt andet afsatte 400 millioner kroner til en omstillingsfond og 420 millioner kroner til AMU-området.

”VEU-området har været præget af covid-19, da udbyderne har været lukket ned og medarbejdere har været sendt hjem. Derfor er der en række af trepartsaftalens initiativer, som ikke er kommet op at flyve som forventet,” siger uddannelses- og integrationschef i DA, Jannik Bay, og tilføjer:

”På den baggrund er der fornuft i at forlænge den nuværende aftale. Det vil også give et bedre grundlag for at vurdere, hvilke initiativer der skal fortsætte eller justeres i en ny aftale.”

FH’s næstformand, Nanna Højlund, er også imødekommende over for regeringens ønske. Hun understreger dog, at der er brug for en særligt stor og ambitiøs aftale på området, når tiden kommer.

”Det kan give god mening at forlænge VEU-trepartsaftalen uforandret med et år. Men så må vi også allerede nu give hinanden håndtryk på, at dét, vi drøfter næste år, er nogle ambitiøse, langsigtede pejlemærker, der gælder for hele VEU-området. Dvs. det almene, det erhvervsrettede og det videregående,” skriver Nanna Højlund i en kommentar til Altinget.

Reformkommission kigger også på VEU
Jannik Bay understreger tilsvarende, at parterne ikke skal sætte VEU-indsatsen på pause, blot fordi trepartsaftalen skulle blive udskudt.

”Vi skal fortsat drøfte den videre udvikling af VEU-systemet. Der er gode grunde til at se på, om det kan blive mere tidssvarende og fleksibelt. Der skal eksempelvis være langt bedre mulighed for at benytte digital læring. Det skal vi se nærmere på frem mod forhandlingerne om en ny aftale,” siger han.

Den sidste del kigger Nina Smiths reformkommission også aktuelt på.
Reformkommissionen har således varslet, at den vil undersøge, om voksen- og efteruddannelsessystemet er for uoverskueligt og om det er ”fremtidssikret i forhold til de kompetencer, som fremtidens arbejdsmarked får brug for”.

Tilbage til nyhedsoversigten