Et udfordrende 2021 er nu ved at rinde ud, og vi ser frem mod 2022, hvor vi forhåbentlig får taget det afgørende og sejrrige livtag med Corona.
Da vi i december 2020 skrev om vores ønsker for 2021, slog vi en forsigtig men alligevel optimistisk tone an. Vi forventede, at 2021 ville blive året, hvor vi definitivt fik bugt med Corona. Vi var dengang overbeviste om, at vi med den effektive nedlukning af samfundet hurtigt ville komme tilbage til normale tilstande.
Det skete som bekendt ikke, og i skrivende stund er vi igen på vej mod nye restriktioner og begrænsninger. Vi har igen fået besked på at begrænse de sociale aktiviteter, som vi havde planlagt i december. Det er jo triste kendsgerninger, men argumenterne for at efterleve restriktionerne er rigtig gode.
Fra MH’s side vil vi fortsat opfordre alle, der på den ene eller anden måde rammes arbejdsmæssigt, til at kontakte os. Vi sidder klar ved telefonerne for at svare på spørgsmål, der er afledt af Corona-pandemien (læs mere om denne service i artiklen nedenfor).
Vi vælger igen at anlægge en forsigtig men alligevel optimistisk vurdering af det nye år. Med en meget høj vaccinationsandel (og det 3. stik indenfor rækkevidde) er der forhåbentlig lys for enden af tunnelen, og med denne konstatering vil vi ønske alle vores medlemmer en rigtig glædelig jul og et lykkebringende nytår.