Postet & Arkiveret under Ikke kategoriseret.

Det er for let at blive fritaget for Corona-pas, og antallet af fripas vækker bekymring for misbrug i kommunerne og på de private arbejdspladser. Det siger Kommunernes Landsforening og Dansk Industri til DR’s Detektor.

”Når man eksempelvis tidligere har ladet sig teste og nu pludselig ikke vil lade sig teste med en blanket i hånden, er det svært ikke at mistænke medarbejderen for at have fået blanketten ene og alene for at blive fri for at blive testet,” siger Søren Dupont Dall, personalejuridisk chef i DI.

Siden kravet om Corona-pas blev genindført i november har mindst 5.900 personer fået fripas. Det viser tal, som Detektor har fået via en rundspørge hos kommunerne. Fripasset er et fysisk dokument, som man kan få på borgerservice og bruge på lige fod med et Corona-pas til eksempelvis at gå på restaurant eller på arbejde – selvom man hverken er vaccineret eller testet.

Der skal ikke fremvises nogen form for lægeerklæring for at få et fripas. Man skal bare underskrive en tro- og loveerklæring på, at man af medicinske, fysiske eller psykiske årsager ikke kan få foretaget Corona-test.

”Det er klart, at på én eller anden måde er det et hul i lovgivningen,” siger Kristian Vendelbo, der er administrerende direktør i KL.

Ingen dokumentationskrav til fripas
Sundhedsstyrelsen har lavet en liste over sygdomme, der er gyldige grunde til at få fritagelsen. Det kan eksempelvis være “nervøse og stress-relaterede tilstande såsom angst, fobier, OCD, reaktioner på svær belastning og tilpasningsreaktioner”.

Det er dog ikke alle personer med et fripas, der rent faktisk fejler noget fysisk eller psykisk.

Kolleger er utrygge
Det kan ikke dokumenteres, hvor mange der har fået fripas, selvom de ikke fejler noget fysisk eller psykisk, der berettiger til fritagelse. Men Dansk Industri har ifølge Søren Dupont Dall fået henvendelser fra “mellem 50 og 100” frustrerede virksomheder på grund af Corona-fripas.

Som eksempel fortæller Søren Dupont Dall om en virksomhed, der har tilbudt en medarbejder med fripas at kunne tage en spyttest, hvilket medarbejderen også afviste.

”Det er ikke svært at tænke, at det her måske er en medarbejder, der ikke vil være med. Ikke fordi den pågældende er fysisk eller psykisk forhindret i at deltage, men måske fordi den pågældende har en holdning om, at det vil man ikke,” siger Søren Dupont Dall til Detekter.

Ønske om lægeerklæring for at få fripas
Aftalen om undtagelse for test og Corona-pas er indgået mellem regeringen og alle Folketingets partier med undtagelse af Nye Borgerlige.

KL og Dansk Industri mener, at der bør være krav om en lægeerklæring for at blive undtaget. Ifølge Søren Dupont Dall, personalejuridiskchef i Dansk Industri, er det en “fejl begået i hastværk” fra partierne, at kravene til fripasset ikke er strammere.

Ifølge ham advarede de allerede ved aftalens tilblivelse om, at det kunne blive et problem.

Hos Konservative mener sundhedsordfører Per Larsen, at det skal være muligt for virksomhederne at kræve lægefaglig dokumentation udover Corona-passet, og at blanketten altså ikke skal gælde på lige fod mod Corona-passet, når det handler om at gå på arbejde.

Detektor har ikke kunnet få en kommentar fra Socialdemokratiet, men hverken Enhedslisten eller SF er villige til at stille yderligere krav.

”Det er ubehageligt at skulle gå til lægen for at få en lægeerklæring på, at man ikke kan tåle at lade sig teste, siger, SF’s sundhedsordfører, Kirsten Normann Andersen, der også er formand for epidemiudvalget.

Sundhedsministeriet skriver i en mail, at ministeriet nu er “gået i dialog med blandt andre KL og Beskæftigelsesministeriet om ordningen med henblik på at vurdere muligheder for at justere modellen”.

Tilbage til nyhedsoversigten