Flere faktorer kan faktisk være ret irriterende for din læge, der bare vil gøre sit job bedst muligt.
At finde den rigtige læge kan være noget af en opgave – men når man først har fundet den rigtige, er det gerne trygt at gå til lægen, når lungebetændelsen, øresmerterne eller knæproblemerne skal tjekkes.
Men hvad tænker lægen egentlig om dig? Ifølge ABC News er der nemlig en række ting, som kan irritere lægen under en konsultation. Her får du fem af dem:
1. At have nogen med til konsultationen
Børn har selvfølgelig brug for at have en forælder med til lægen, men det sker også ofte, at patienter kommer til lægen med deres ægtefælle eller en god ven ved siden. Og det kan være udfordrende.
”Du har fx to ægtefæller i samme rum, hvor den ene er overvægtig, og den anden ikke er det. Hvis du så begynder at tale om overvægt, kommer der gerne et: ’Se, hvad jeg sagde’ fra den anden. Og det kan gøre det vanskeligt for lægen at kommunikere ordentligt, siger læge Keith Ayoob, der er specialist i ernæring og overvægt ved Albert Einstein College of Medicine i New York.
2. “Når jeg nu alligevel er her…”
Mange har nok prøvet at komme til lægen med det ene barn og så lige spørge, om lægen ikke også kan tjekke ørerne på det andet barn, selvom man ikke har bestilt tid. Ifølge Physicians Practice er det et gentagende irritationsmoment for læger, der har en stram tidsplan.
3. Man har kvittet medicinen
En del patienter mener selv, de kan vurdere, hvor meget medicin de skal tage – og om de skal stoppe med den. Læge John Sutherland giver et eksempel med en patient med for højt blodtryk, der selv bestemte sig for at halvere medicindosen, da han ikke havde nogle bivirkninger.
Hans blodtryk steg til langt over det anbefalede for diabetespatienter – og det endte med at være farligt for ham. Så tjek med lægen, før du dropper medicinen eller ændrer på doseringen.
4. Man bestiller en recept
Det er altid godt med oplyste patienter, men det er stadig lægen, der skal stille diagnosen og give en recept på medicin, hvis det er nødvendigt. Men en del læger oplever, at patienten med det samme vil have en recept – og den går altså ikke.
5. Du fortæller ikke om din naturmedicin
Mange bruger naturmedicin mod forskellige udfordringer og lidelser – og det kan være ganske fint. Problemet er, når patienter undlader at fortælle om det til lægen i den tro, at naturmedicinen er så naturlig, at lægen ikke behøver at vide noget om det. Men en del naturmedicin påvirker faktisk lægens medicin – bl.a. johannesurt, der kan bruges mod søvnproblemer og let depression, men som forstyrrer virkningen af bl.a. antidepressive midler. Så husk endelig at fortælle lægen om din naturmedicin.
Kilde: ABC News.