Mange kan måske huske at have holdt påske i snestorm i marts, mens påsken andre år har været i strålende forårsvejr midt i april.
Modsat juleaften ligger påsken nemlig på forskellige datoer, der skifter fra år til år. Det gør Kristi Himmelfartsdag, Store Bededag og Pinsen i øvrigt også.
Men hvorfor er det nu lige, det forholder sig sådan, at påsken kan falde mellem 22. marts og 25. april?
Det er nemlig bestemt efter forårsjævndøgnet. På disse dage er nat og dag astronomisk set cirka lige lange overalt på jorden. Påskedagene falder så på den første søndag efter den første fuldmåne efter forårsjævndøgnet, og det kan jo altså variere. I år er det d. 17. april.
En splittelse af kirken
Man kan så spørge igen, hvorfor det lige præcist hænger sådan sammen? Kunne det ikke bare være den samme dato hvert år ligesom juleaften? Svaret er nej og er ret komplekst. Historien begynder helt tilbage i år 325 i Nicæa, hvor biskopper fra hele verden var samlet til koncilier og bl.a. skulle finde ud af, hvordan påsken skulle fastlægges.
De østlige biskopper ønskede at bevare relationen til den jødiske påskefejring, som man hidtil havde brugt, da de fleste kristne her var nemlig af jødisk oprindelse. De vestlige biskopper ville gerne have et tidspunkt, som gav mening med solens komme og foråret, hvor de fleste hedninge i forvejen havde højtider. I vest var der nemlig flest hedningekristne.
Kejser Konstantin holdt med biskopperne i vest, men der blev ikke fundet en løsning på spørgsmålet på dette vigtige møde i Nicæa. Påskespørgsmålet blev et kirkehistorisk billede på en politisk splittelse af kirken i en østkirke (ortodoks) og vestkirke (katolsk og senere protestantisk). Der var faktisk kun enighed om, at påskemorgen skulle falde på en søndag.
Metoden til at beregne, hvor påsken skal ligge, er dog den samme.
Ustabil kalender
Munken Dionysius Exiguu, der levede fra cirka år 500-550, fandt på den kristne tidsregning med begyndelse ved Jesu fødsel i år 0. Han fandt også på formlen med at lægge påsken på den første søndag efter den første fuldmåne efter forårsjævndøgnet.
Kalenderen var dog ikke stabil nok til, at man kunne lægge forårsjævndøgnet på en fast dato. På tidspunktet for konciliet brugte man en juliansk kalender, som opdelte året i 12 måneder og 52 uger med 7 dage, som vi kender det i dag. I den julianske kalender accepterede man påskefuldmåner, som kunne være op til to dage efter den astronomiske fuldmåne, og den ligger stadig til grund for den ortodokse påskefastlæggelse.
I oktober 1582 blev den gregorianske kalender indført. Her fastlagde man forårsjævndøgnet og kom dermed udfordringen med påskefuldmåner til livs. Forårsjævndøgnet er altid 20. marts, og derfor ved vi, at påsken kun kan falde fra d. 22. marts til d. 25. april.
Så der ligger en ret kompleks forklaring på, hvorfor påsken skifter dato fra år til år. Til gengæld ved vi til evig tid, hvornår påsken ligger. Og det er rart for os, der skal holde fri, påskefrokost, i kirken og hvad man ellers bruger påsken til.
Se fx her nogle opskrifter, hvis din påske står på hygge med familien: https://www.gastrobyboegh.dk/opskrifter/paskefrokost-pep-dit-paskebord-op-med-disse-luksus-paskeopskrifter/
Kilde: Folkekirken.dk