Postet & Arkiveret under Ikke kategoriseret.

Det er nok de færreste, der ligefrem synes, det er dejligt, når vækkeuret ringer om morgenen – men vi skal jo vækkes på en eller anden måde, når dagens opgaver kalder.  

Nogen har brug for en høj tone, mens andre vågner bedst med blide toner eller fuglepip fra mobilen. Men det gør vel ikke den store forskel – eller hvad?

To forskere fra RMIT University i Australien har undersøgt, hvordan vores opvågning faktisk påvirker os. Og den rigtig alarmtone kan have en positiv indvirkning på os i flere timer efter opvågning.

Fuglepip virker ikke positivt
Forskerne undersøgte 50 personer og fandt frem til, at jo mere harmonisk personerne oplevede melodien, de vågnede til, desto mindre trætte var de efterfølgende.

Og nej, det er altså ikke den klassiske fuglekvidren, der er tale om. Man skal i stedet finde en melodi, som man godt kan lide og har lyst til at nynne med på. Personerne i undersøgelsen blev faktisk mere trætte af at vågne til fuglenes kvidren. Men det blev også påpeget, at der ikke var taget højde for, hvornår trætte personer egentlig var generelt.

De australske forskere pegede dog alligevel på tre faktorer, der var vigtige for den perfekte alarmtone: At man vælger en melodi, man kan nynne med på, den skal ikke have for høj frekvens, og så skal melodien hverken gå for langsomt eller stærkt.

Her får du tre yderligere gode tips til at komme lettere ud af sengen om morgenen:

1. Drop snooze-knappen
At bruge snooze-knappen igen og igen gør os mere trætte og groggy, når vi endelig vågner op.

”Når du trykker på snooze-knappen, forstyrrer du søvncyklussen og gør den forstyrrede søvn om morgenen endnu dårligere,” siger Lindsay Browning, der er søvnekspert og neurolog.

Kroppen frigiver hormoner, der fortæller den, at den skal sove igen, når du snoozer. Det er derfor, vi ender med at være så groggy. Sæt i stedet alarmen til det seneste tidspunkt, hvor du skal op – og dermed rent faktisk kommer op.

2. Få lys ind
Naturligt lys om morgenen hjælper hjernen med at vågne mere naturligt op. Lys stopper nemlig kroppen fra at producere melatonin, som er et søvnhormon, og lyset hjælper os dermed med at vågne.

Et vækkeur med naturligt lys, der langsomt begynder at lyse om morgenen, kan være en god investering for en bedre morgen.

3. Forbered morgenen om aftenen
En god morgen begynder allerede om aftenen.

”Før du går i seng om aftenen, kan du lægge dit tøj frem. Gør tandbørste, tandpasta, vaskeklud og sæbe klar. Gør kaffemaskinen klar til at køre, så du bare skal trykke på knappen om morgenen,” råder Christine Lapp fra Sleep Junkie til.

På den måde kan man blive klar til dagen, inden man nærmest er vågnet helt op.

Kilde: Forskning.no og Goodtogo.com

Tilbage til nyhedsoversigten