Antallet smittede med coronavirus er ifølge Faglige Seniorer faldet støt den seneste tid, hvor der dog også er skruet ned for test.
For første gang i et halvt år er der under 1.000 nye corona-smittede. Det viser en opgørelse fra Statens Serum Institut mandag.
Det seneste døgn har 983 personer med en PCR-test fået bekræftet corona-smitte.
Man skal tilbage til 19. oktober sidste år for at finde seneste døgn med under 1.000 nye bekræftede smittede. Her var 756 bekræftet smittet med coronavirus.
Med til det hører dog, at der er blevet skruet markant ned for antallet af test, der udføres nu i forhold til tidligere.
Det skyldes blandt andet, at covid-19 ikke længere betragtes som en samfundskritisk sygdom, ligesom man ikke skal bruge Coronapas for at få adgang til bestemte steder i samfundet.
Hver 8. prøve er positiv
De 983 smittetilfælde mandag er fundet i 8.109 PCR-prøver. Dermed var det godt 12 procent – eller cirka hver 8. prøve – der påviste smitte.
Der er 747 personer indlagt, som har en positiv PCR-test for coronavirus. Det er dog ikke ensbetydende med, at virusset er årsag til indlæggelsen.
En tredjedel af de indlagte – 241 – er eksempelvis indlagt i psykiatrien.
Af de 747 patienter ligger 15 personer på en intensivafdeling. 2 af de 15 får desuden hjælp af en respirator til at trække vejret.
Over 20 er døde
Også antallet af indlagte samt intensiv- og respiratorpatienter har været jævnt faldende gennem de seneste måneder.
Der er i mandagens opgørelse registreret 21 dødsfald blandt folk, som for nylig var testet positive for coronavirus. Det fremgår ikke, i hvor mange af de dødsfald coronavirus har været årsag.
De 21 dødsfald er en del højere end de to foregående uger, hvor der de fleste dage har været registreret mellem 11 og 13 nye dødsfald.
Grund til optimisme
Da tredje bølge af coronavirus gik højest i Danmark, var der dage med flere end 50.000 nye smittetilfælde. Det var i slutningen af januar og begyndelsen af februar i år.
Omtrent samtidig blev corona-restriktioner i samfundet fjernet, da varianten Omikron, som typisk giver mildere sygdomsforløb, havde gjort sit indtog og dermed været med til at mindske faren.
Der er grund til optimisme, selv om coronavirus ikke kommer til at forsvinde. Det siger Henrik Ullum, direktør i Statens Serum Institut.
“Vi kender nu covid-19, og vi har vist, at vi kan håndtere epidemien,” siger han i en pressemeddelelse.