Postet & Arkiveret under Ikke kategoriseret.

De fleste er enige om, at en kop kaffe om morgenen er uundværlig – men når det kommer til temperaturen af den, er der smagsforskelle. Mens nogen kan drikke den helt varm, kan andre ikke drikke den, før den næsten er lunken og med godt med kold mælk i.  

I Japan har man et konkret begreb for det, selvom vi ikke kender til det i Danmark. I Japan kalder man det nemlig at have kattetunge, når man ikke kan indtage meget varme drikke. Hvordan kan det være, at der er så store forskelle på den foretrukne temperatur, når det kommer til varme drikke? For er det et spørgsmål om smag og behag – eller er årsagen simpelthen fysisk? Det har forskere selvfølgelig kigget på.

I 2018 gav forskerne 87 deltagere en kop kaffe – og de skulle så melde tilbage, om den var for kold, tilpas eller for varm. De fik hele tiden en ny kop med varmere kaffe, og når de nåede deres smertetærskel, stoppede forsøget så. Og der var store forskelle. Nogen mente, at kaffen blev for varm og gjorde ondt ved 58 grader, mens andre først sagde fra ved 71 grader.

”Vi er alle forskellige. Noget, der ikke er nærheden af at gøre ondt på én person, kan være ulideligt smertefuldt for andre,” siger Christopher Nielsen, der bl.a. forsker i smertefølsomhed ved Folkehelseinstituttet i Norge.

Kan øge kræftrisiko
Smertefølelsen kan også variere. Så selvom man ikke tåler meget varm kaffe, kan man måske bedre tåle kulde eller andre typer smerter andre steder på kroppen. Men munden er selvfølgelig et følsomt sted, der har flere smertereceptorer og en tynd slimhinde, som ikke beskytter så godt som vores hud gør.

Hvis ikke kaffen blev drukket så hurtigt, ville der faktisk være risiko for, at vi kunne brænde os i munden. Og noget tyder på, at det kan være en god idé at nyde kaffen eller teen lidt køligere. Tyske forskere har nemlig set en sammenhæng mellem hyppig indtagelse af meget varme drikke og risikoen for at få kræft i spiserøret.

I Japan er det meget almindeligt ikke at kunne tåle varme drikke, og kattetunge-begrebet bruges som nævnt ofte. Det stammer fra kattens manglende lyst til at indtage varm føde. I Japan blev der foretaget en undersøgelse blandt 10.000 læsere på et website, og her svarede 47 pct., at de havde kattetunger, og det var primært personer i 20’erne.

Temperaturen er vigtig for den gode kaffe
Når det lige præcis kommer til kaffe, er temperaturen dog altafgørende i tilberedningen. Og her er der tale om de høje temperaturer. Mere specifikt skal temperaturen på vandet, når kaffen brygges, gerne være omkring 96 grader. Er det varmere, kan kaffen blive besk, men er den lavere, bliver kaffens aromastoffer simpelthen ikke udnyttet godt nok, og kaffen får derfor en dårligere smag.

Vandet køles dog hurtigt, når den løber igennem kaffen. Laver man eksempelvis filterkaffe, er temperaturen allerede nede på 80-85 grader i kolben. Hældes den i en kop, når den 75 grader, og så er man allerede ved at nå en temperatur, som de mindst varmefølsomme munde kan klare. Især med et skvæt mælk i.

Har man kattetunge, er der altså ikke så meget andet at gøre end at vente, til kaffen har kølet af og er tempereret nok til at blive drukket. Og det er trods alt sundere ift. kræftrisiko, som forskerne har påvist.

Kilde: Forskning.no

Tilbage til nyhedsoversigten