Statsminister Mette Frederiksen (S) kan ikke øremærke lønstigninger til bestemte grupper i det offentlige, men kun sende en ekstra pose penge afsted, som fagforeningerne selv må blive enige om at fordele imellem sig. Altinget har i en analyse forklaret hvorfor.
Statsminister Mette Frederiksen (S) har skabt røre med sin melding om, at såkaldt varme hænder i det offentlige som pædagoger og sygeplejersker får for lidt i løn.
Men der er en god grund til, at hun har svært ved at forklare, hvem der så skal have et højere beløb på lønsedlen fremover. Forklaringen ligger i den danske model i det offentlige.
De private styrer lønnen
Lønforhandlingerne i det offentlige er ikke frie, men styres af udviklingen i det private af hensyn til konkurrenceevnen, så man undgår en for stor løn-konkurrence om medarbejderne i de to sektorer.
Lærere og sygeplejersker nyder godt af det, når der er højkonjunktur og virksomhederne tjener flere penge, men mærker det omvendt også, når krisen kradser. I årene efter finanskrisen fik de offentlige ansatte for eksempel en højere lønstigning end de private, fordi krisen havde ramt den private sektor så hårdt.
Modellen udelukker ikke, at fagforeningerne kan forhandle inden for den ramme, som bliver udstukket fra det private. Blandt andet har flere fagforeninger gennem tiden forhandlet gode barsels- og pensionsvilkår hjem, som på nogle områder er bedre end i private virksomheder. Dansk Sygeplejeråd har desuden prioriteret at få flere løntillæg fremfor en stigning i grundlønnen.
En tredje verdenskrig
Men fordi den samlede lønpose automatisk følger det private, står det største lønslagsmål til overenskomstforhandlingerne reelt mellem fagforeningerne selv og ikke med KL eller Danske Regioner.
I flere år har de lavtlønnede SOSU-assistenter således forsøgt at få de højtuddannede DJØF’ere til at acceptere en anden intern fordeling af lønkronerne. Men når alle mener, at de bør have mere i løn, bliver det med meget små skridt. DJØF ville da næppe heller få flere medlemmer, hvis de bad dem om at gå ned i løn.
Derfor advarede FOA-formand Mona Striib sidste efterår i Jyllands-Posten mod en “tredje verdenskrig”, hvis statsministeren skulle bestemme, hvilke grupper, der skal have mere.
Kan vi få en ny “vinterpakke”?
Kan Folketinget så ikke bare give de offentlige ansatte én stor engangspulje uden om det private, som de selv kan fordele mellem sig – ligesom man gjorde med sidste års corona-milliard, til sundhedspersonalet?
Jo – så længe der er politisk flertal for det, kan regeringen bevilge så mange ekstra puljer, som den vil. Det beder blandt andet DSR og BUPL lige nu om, og man kan ikke udelukke, at Mette Frederiksen tænker i en sådan løsning, måske i form af en trepartsforhandling.
Spørgsmålet er så, hvornår sådan en pulje er stor nok til at tilfredsstille sygeplejerskerne og lærerne? Hvor mange af sådanne puljer skal der til, hvem skal beslutte størrelsen på dem, og måske vigtigt: Hvad hvis der ikke er politisk flertal for dem? Med den nuværende ordning har fagbevægelsen netop en sikkerhed for, at skiftende regeringer ikke bare kan sætte dem ned i løn efter forgodtbefindende.
Derfor ønsker hverken FOA, DSR eller andre fagforeninger reelt politisk indblanding i lønningerne. Det ligger dybt forankret i hele fagbevægelsen – ikke mindst den private som Dansk Metal og 3F – at politikerne skal holde fingrene væk fra lønningerne, og det er også årsagen til, at Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) under sidste års sygeplejerskestrejke foreslog at nedsætte en lønstrukturkomité, hvor eksperter – og ikke politikere – skulle undersøge, hvordan de offentlige lønninger har udviklet sig i forhold til de privates.
Og det er altså samtidig forklaringen på, at Mette Frederiksen har så svært ved at sætte navne på, hvem der skal have mere i lønposen.
Nu er spørgsmålet, om hun bliver mere konkret i valgkampen, eller om det alligevel ender med at blive lønstrukturkomitéen, der får det sidste ord.
Mange faggrupper venter i spænding.
MH: Et element af markedskræfter
Adm. direktør Bjarne von Osmanski fra MH konstaterer, at problemerne på dette område er ekstremt komplekse.
“Uden at fremstå som bedrevidende, så får man den tanke, at der mangler et element af markedskræfter til at styre lønfremgangen mellem de forskellige faggrupper”, konkluderer Bjarne von Osmanski.