Postet & Arkiveret under Ikke kategoriseret.

Søvn er altafgørende for vores dagligdag. Den er med til at rense hjernen, lagre nye minder og læring samt at sørge for en række af kroppens andre grundfunktioner vedligeholdes. Der udskilles affaldsstoffer i hjernen, og den proces kan nærmest kaldes en slags ’hjernevask’. 

Mange har problemer med at sove – og det kan tydeligt mærkes dagen efter, hvor man føler sig træt, udmattet og mindre klar i hovedet. For nogen betyder den dårlige søvn, at de må få medicin for at sove.

Men denne hjernevask, som altså foregår under søvnen, bliver faktisk påvirket af den måde, vi sover på. Altså sovestillingen. Når vi sover, er der nemlig en væske, der hedder cerebrospinalvæske, som renser affaldsstofferne mellem hjernecellerne gennem kanaler, som findes i nervevævet.

”Processen er afhængig af, at der sker en ændring i hjernens blodcirkulation. Det kræver, at hovedet skal ligge på niveau med hjertet. Det er formentlig grunden til, at musklerne slapper af, når vi sover. Så hjerne og hjerte kommer i niveau,” forklarer Poul Jennum, der er overlæge ved Dansk Center for Søvnmedicin ved Rigshospitalet ifølge Videnskab.dk.

Sidder man op og sover, er der altså en risiko for, at hjernen ikke får den natlige vask i det omfang, som den ellers har brug for.

Hjerte og hjerne i niveau
Så hvordan skal man sove om natten for at sikre, at ens hjerne får den bedst mulige rens og hvile? Noget tyder på, at det skal foregå på siden. For i denne stilling kommer hjerne og hjerte nogenlunde i niveau.

Forsøg på rotter har vist, at hjernevasken virker bedst, når de sover på siden, men om det er det samme for mennesker, er uklart, for der er ikke lavet forskning i samme omfang. Men ifølge Poul Jennum er det meget sandsynligt.

Kigger man på flagermus, der sover på hovedet, har de ikke samme udfordringer som mennesket. Hos mennesker bliver blodet sendt til hjernen, når vi vender på hovedet, og trykket på hjernen får os til at besvime.  Men da flagermus er små og har mindre blod i kroppen, påvirker tyngdekraften ikke deres blodcirkulation. Og dermed kan de sove på hovedet. Hvilket de tydeligvis trives i.

Drop at sove på maven
Ifølge søvneksperten kan man også sagtens ligge på ryggen, for det giver en god afspænding for nakken og rygsøjlen. Dog ikke, hvis man lider af søvnapnø, hvor iltvejene lukkes under søvnen.

Hvis du godt kan lide at sove på maven, kan det være en god idé at vende sig rundt. Det kan nemlig give en vridning på halsen og rygraden, som giver rygsmerter. Så det er ikke den mest anbefalelsesværdige stilling at sove i.

Derfor bliver det endelige råd fra forskeren altså, at man vender sig om og sover på siden – det vil være godt for alle sovende mennesker.

Tilbage til nyhedsoversigten