Postet & Arkiveret under Ikke kategoriseret.

Efter valget er der nu 90 mandater, som ønsker at sænke beløbsgrænsen for udenlandsk arbejdskraft. På vej til regeringsforhandlingerne blev Mette Frederiksen spurgt ind til beløbsgrænsen, men statsministeren var ifølge Altinget.dk ikke videre meddelsom.

 Reformer, der skal øge arbejdsudbuddet har været et af de helt store temaer i den netop overståede valgkamp, og et af de tiltag, der skal skaffe mere arbejdskraft kan meget vel blive en lavere beløbsgrænse.

Udfaldet af valget betyder nemlig, at der nu lige akkurat er 90 mandater – og dermed et flertal – af Folketingets partier, der går ind for at lempe beløbsgrænsen for medarbejdere, der kommer uden for EU’s grænser.

Der er tale om Venstre, Liberal Alliance, Moderaterne, Radikale, Konservative, Nye Borgerlige og Danmarksdemokraterne, der alle har tilkendegivet, at beløbsgrænsen bør lempes yderligere, end den midlertidige treårige aftale om at sænke beløbsgrænsen til 375.000 kroner, som regeringen landede kort før sommerferien.

Her blev der lagt vægt på, at ordningen skulle skaffe flere hænder til velfærd og den grønne omstilling.

Om den aftale bliver udmøntet i den form 1. december, er dog tvivlsom, da lovforslaget bortfaldt, da valget blev udskrevet, hvilket betyder, at lovforslaget skal fremsættes igen, når den nye regering er på plads, og lovgivningsarbejdet bliver genoptaget.

Danmarksdemokraterne vil ikke sætte tal på
Partierne bag flertallet har forskellige bud på, hvor langt grænsen skal ned med undtagelse af Danmarksdemokraterne, der ikke vil sætte et bestemt tal på.

“Vi er med på at diskutere, hvor langt ned beløbsgrænsen skal, men vi har ikke et konkret udspil på det endnu,” lyder det i et skriftligt svar fra partiet til Altinget.

Hvis Danmarksdemokraterne er med, vil der være flertal for at sænke grænsen til mindst 360.000 kroner, hvilket også er Dansk Erhvervs ønske.

Liberal Alliance er det parti, der er villig til at sænke grænsen mest muligt, da partiet ønsker, at grænsen sænkes til den overenskomstbestemte mindsteløn, som er på omkring 240.000 kroner.

Tilbage til nyhedsoversigten