Skal du på vinterferie, får du her gode råd fra Faglige Seniorer om, hvordan du spotter en tricktyv i lufthavnen. Få ekspertens effektive opskrift på at undgå at få stjålet din pung eller taske.
Henrik Sundstrup arbejder i lufthavnens operationscenter/OC i Københavns Lufthavn. Han er ekspert i tricktyvenes metoder.
Henrik har et godt øje til tricktyve. I sit daglige arbejde overvåger han rejsende og de mere end 2.000 kameraer afslører, hvordan tricktyvene arbejder.
Og det sker dagligt, at rejsende anmelder et tyveri.
”Vi får en del anmeldelser, og det er uden tvivl et stort problem for de gæster, som bliver ramt af bander fra Østeuropa og Sydamerika. Det er simpelthen deres arbejde at aflure og fuppe rejsende”, fortæller Henrik Sundstrup, som har arbejdet i lufthavnens operationscenter/OC i 12 år. ”De arbejder ofte i grupper på 3-4 personer, hvor den ene er chauffør i en lejet bil, så de hurtigt kan komme væk med byttet.”
Skaber forvirring og hugger tasken
Banderne opererer på forskellige måder. En ofte anvendt teknik er at tage tasker, når man er uopmærksom.
”Ofte er man så optaget af, at man skal ud at rejse, at man helt glemmer at holde øje med bagagen. Et lille øjebliks uopmærksomhed er nok. Banderne hænger især ud i den del af lufthavnen, hvor man skal tjekke ind på maskinerne. Mens du tjekker ind på maskinen, er du måske uopmærksom i 2 sekunder, og så er tasken væk,” advarer Henrik Sundstrup.
En anden metode er at forvirre rejsende ved at spørger om hjælp. Når man vender sig om for at hjælpe eller vise vej, kommer en anden fra banden og snupper tasken. De kan også finde på at smide mønter, som man bøjer sig ned for at samle op.
”Tricktyvene opererer oftest på landsiden. Det vil sige, inden man er tjekket ind.”
Stjæler betalingskort
Banderne er også aktive, hvor rejsende bruger betalingskort. I København sker det ofte, at de aflurer koder, når rejsende køber billetter til tog og metro.
”Fordi man står så tæt ved automaten, kan de nemt aflurer din kode, og bagefter laver de en ”sandwich” på rulletrappen, hvor to personer skaber forvirring, og den ene stjæler din pung. Så går turen hurtigt til en hæveautomat, hvor de stjæler max-beløbet,” forklarer Henrik Sundstrup.
Sådan undgår du at blive snydt af tricktyvene
Henrik har 8 gode råd til dig, så du ikke bliver offer for tricktyve:
- Hold øje med din bagage hele tiden.
- Er I flere afsted, skal den ene passe på bagagen, når den anden tjekker ind o.l.
- Hav øjnene på bagagen og ikke på mobiltelefonen.
- Hav ikke værdier i din rygsæk på ryggen.
- Vær kritisk og få kontrol over din bagage, inden du hjælper andre rejsende.
- Dæk din kode, når du betaler
- Pas særligt godt på dit pas, betalingskort og din mobiltelefon.
Husk, at der altid er nogen, som ligger på lur.