Både erhvervslivet og ældreorganisationer glæder sig ifølge Altinget.dk over, at regeringen vil gøre det muligt for seniorer at arbejde uden modregning i folkepensionen.
Det skal være muligt for seniorer at få løn for at arbejde, uden at det fører til, at de bliver modregnet i deres folkepension.
Det mener den nye SVM-regering, der i foråret vil fremsætte et lovforslag om sagen. Udmeldingen fra Beskæftigelsesministeriet vækker begejstring både hos de ældre og i erhvervslivet.
”Det er godt for samfundsøkonomien, der i den grad mangler arbejdskraft: Nu skal man som pensionist ikke længere straffes med nedsættelse af pension, hvis man fortsætter med at arbejde,” lyder det i et tweet fra Michael Teit Nielsen, vicedirektør i Ældresagen.
”Det vil glæde tusindvis af folkepensionister, at politikerne nu endelig fjerner modregningen, så de kan arbejde og tjene, hvad de vil uden risikere, at det koster på pensionen,” siger formanden for Faglige Seniorer, Mette Kindberg, i en kommentar på ældreorganisationens hjemmeside.
Udmeldingen fra SVM-regeringen er en udløber af en aftale, Danmark kan mere I, som den daværende S-regering i januar sidste år indgik med en række partier i Folketinget.
Den del af aftalen, som handlede om at undgå modregning, når partneren arbejder, nåede at blive gennemført inden valget den 1. november 2022.
Det gjorde derimod ikke den del af aftalen, der handler om at undgå modregning i folkepensionen som følge af egen arbejdsindtægt. Men det forpligter SVM-regeringen sig altså nu til at føre i mål, fremgår det af pressemeddelelsen fra Beskæftigelsesministeriet.
DA: En glimrende nyhed
Ministeriet forventer, at det nye lovforslag vil medføre udgifter for 450 millioner kroner og øge det strukturelle arbejdsudbud med 1.050 personer. Det vil ifølge ministeriet være tilfældet, når lovforslaget er fuldt indfaset i 2025.
Steen Nielsen, arbejdsmarkedspolitisk chef i DI, kalder det for ”en gave både til de ældre og til virksomhederne”.
”Mange ældre har gerne villet yde en ekstra indsats, men er blevet straffet for det økonomisk. Det er helt rigtigt, at der bliver ryddet op i det,” siger han i en kommentar.
Kent Damsgaard, administrerende direktør i brancheorganisationen F&P, jubler også.
”Vi har længe arbejdet for, at denne uhensigtsmæssige modregning skulle afskaffes. Vi har et af verdens bedste pensionssystemer, og regeringen er nu med til at gøre det endnu bedre, og samtidig vil det ifølge regeringens beregninger øge arbejdsudbuddet med godt 1.000 personer,” siger Kent Damsgaard i en pressemeddelelse.
Dansk Arbejdsgiverforenings administrerende direktør, Jacob Holbraad, kalder det på Twitter for en ”glimrende nyhed”.
Minister: Overordentlig glad
Allerede i regeringsgrundlaget offentliggjort før jul skrev regeringen, at den vil ”gøre det mere attraktivt for flere seniorer at blive på arbejdsmarkedet”. Det var dog ikke i regeringsgrundlaget specificeret, på hvilken måde regeringen konkret havde tænkt sig at gøre det.
Nu siger beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S):
”Jeg er overordentlig glad for, at vi nu gør det nemmere for de pensionister, der gerne vil fortsætte på arbejdsmarkedet, at tage en ekstra tørn – uden at de bliver modregnet i deres pension. Det kommer både seniorerne, arbejdsmarkedet og vores velfærdssamfund til gode. Det har længe været et ønske fra regeringspartierne.”