Her kan du læse om øvelser, som Sundhedsstyrelsen anbefaler, at vi udfører dagligt. Hvis du er i eller nærmer dig senioralderen, så er det ikke overraskende ekstra vigtigt, at du holder dig fysisk i gang. Det skriver Faglige Seniorer.
De nedenfor omtalte anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen er da også specielt målrettet seniorer, men alle andre må gerne læse med.
Fra Sundhedsstyrelsen lyder det, at fysisk aktivitet er medvirkende til, at man som ældre kan klare de daglige gøremål, holde hjernen frisk og i det hele taget opretholde en velfungerende hverdag, hvor man kan klare sig selv.
Det har også en forebyggende effekt på tidlig død, udvikling af hjertekarsygdomme, overvægt, type-2-diabetes, tyktarms- og brystkræft, og forebygger derudover også knogleskørhed og risikoen for fald.
Styrk dine muskler med disse øvelser
Når man bliver ældre, bliver muskel- og knoglemasse samt muskelstyrke naturligt mindre. Men fysisk aktivitet, som giver stærkere muskler, øger omvendt din muskelmasse og giver stærkere knogler.
Det er vigtigt for at vedligeholde kroppen, så du bedre klarer hverdagens fysiske udfordringer.
Aktiviteter, der styrker dine muskler, er f.eks. øvelser, hvor du bruger vægte eller din egen kropsvægt, og som involverer alle de store muskler. Det vil sige ben, baller, mave, ryg og arme.
6 øvelser der styrker dine muskler
Aktiviteter, der styrker dine muskler, kan for eksempel være følgende øvelser:
- Rejse sig fra en stol gentagne gange
- Gå på trapper
- Mavebøjninger
- Rygstrækninger
- Armstrækninger
- Armbøjninger
Hold balancen
Balancen og bevægeligheden bliver naturligt dårligere med alderen.
En god balance, bevægelighed og muskelstyrke er vigtig for at klare hverdagen og for eksempel gå på trapper, gøre rent og undgå fald.
Derfor er det vigtigt at træne balance og bevægelighed, så de vedligeholdes eller forbedres.
5 øvelser der styrker balancen
For at træne balancen kan du f.eks. lave følgende øvelser:
- Stå på tæer
- Stå på et ben
- Stå på en balancepude eller et vippebræt
- Gå i varieret terræn
- Stå på et ben og rotere arme samtidig eller bevæge hovedet