Postet & Arkiveret under Ikke kategoriseret.

Hvis regeringen skulle foreslå en ny ordning for udenlandsk arbejdskraft, er det dog ifølge Altinget.dk helt afgørende, at den ikke medvirker til at presse lønningerne ned, lyder det fra FH-formand Morten Skov Christiansen.

FH vil ikke afvise at lave en aftale om udenlandsk arbejdskraft, hvis regeringen skulle finde på at indbyde til forhandlinger om en ny ordning for virksomheder med overenskomst.

Men det bliver ikke en gratis omgang.

Regeringen skal samtidig fortsætte sine investeringer i uddannelse og holde nallerne fra de hårde arbejdsudbudsreformer. Lige så vigtigt er det, at arbejdsgiverne forpligter sig på at ansætte flere af de tusindvis af danskerne, der i dag står i ledighedskøen.

Sådan lyder det fra Morten Skov Christiansen i forbindelse med et længere interview om arbejdsudbud, som Altinget har sat ham i stævne om i anledning af arbejdernes kampdag.

Her går spørgsmålene blandt andet på danskernes arbejdstid og behovet for flere hænder.

“Jeg synes, det var godt tænkt, at regeringen skrev i sit grundlag, at der skal være en certificeringsordning med fordele for de virksomheder, der bakker op om den danske model, for vores tillidsrepræsentanter fortjener mere anerkendelse, end de får i dag,” siger han og tilføjer:

“Men jeg må også sige, at vi har mange ufaglærte herhjemme, som vi skal koncentrere os om at hjælpe i arbejde. Jeg stopper først, når vi har fået alle i job – seniorer, personer med handicap. Derfor er det vigtigt for mig at fastholde presset på arbejdsgiverne og sige, at de bliver nødt til at oprette flere lærepladser og tage f.eks. seniorer ind,” siger han.

Regeringens model endnu ikke færdig
Der har den seneste tid været stille fra regeringspartierne i debatten om udenlandsk arbejdskraft, og det er endnu uklart, hvad regeringen præcist ønsker i en ny model.

Sidste sommer foreslog Moderaterne, at virksomheder med overenskomst burde have fri adgang til at hente udlændinge ind udenfor EU, og ifølge Altingets oplysninger er arbejdet med en ny model gået i gang i Udlændinge – og Integrationsministeriet.

Det er dog angiveligt interne uenigheder mellem de tre partier, som trækker det i langdrag, og hverken DA eller FH er endnu formelt involveret i arbejdet.

For FH-formanden er det helt afgørende, at en eventuel ny ordning ikke bliver brugt til at presse lønningerne for fag- og ufaglærte ned.

“Nu må vi se, hvad regeringen spiller ud med. Det er helt afgørende, at det ikke fører til pres på danske løn- og ansættelsesvilkår. Vi har stadig ikke fået alle i arbejde, og vi skal da være ambitiøse på danskernes vegne. Lige om lidt har vi 1200 slagteriarbejdere, som får en fyreseddel i hånden af Danish Crown. Og dem er jeg optaget af at hjælpe videre,” siger han.

Et spørgsmål om kvalifikationer
FH-formanden efterlyser generelt flere nuancer i debatten om arbejdskraft.

Der mangler arbejdskraft, men en kvalificeret én af slagsen. Netop derfor er det så vigtigt at fortsætte investeringer i uddannelse, mener han.

“Poul Nyrup sagde i 90’erne: Kan vi ikke gøre det lidt bedre? Det er lidt det samme, jeg tænker.  Kan vi ikke hjælpe endnu flere af de unge, som hverken er i job eller uddannelse? Jeg er ikke klar til at opgive dem og bare importere arbejdskraft fra udlandet. Jeg vil gerne sikre, at alle får en chance for at bidrage,” siger Morten Skov Christiansen.

Tilbage til nyhedsoversigten