Det ligger efterhånden fast, at en lang række sygdomme kan udgøre et handicap, og at det ikke er diagnosen, der er afgørende for, om en sygdom udgør et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Østre Landsret har således i en nyere afgørelse fundet, at en medarbejders invaliderende træthed var omfattet af handicapbegrebet.

En medarbejder, der var ansat i en bank, gennemgik en hjerneoperation og blev efterfølgende fuldtidssygemeldt på grund af udtalt træthed. I løbet af de næste måneder genoptog medarbejderen gradvist arbejdet, og efter ca. et halvt år arbejdede hun 18 timer om ugen. Banken valgte dog at opsige medarbejderen under henvisning til det store sygefravær. Medarbejderen anlagde herefter sag mod banken med krav om godtgørelse for opsigelse i strid med forskelsbehandlingsloven.

Ingen udsigt til bedring
Østre Landsret skulle i sagen vurdere, hvorvidt medarbejderens lidelse udgjorde et handicap. Landsretten lagde særligt vægt på en speciallægeerklæring, der fastslog, at medarbejderen led af diagnosticeret invaliderende træthed, der indebar, at hun alene kunne udføre arbejde i 12-18 timer om ugen. Ifølge speciallægeerklæringen var tilstanden i bedste fald stationær og i værste fald progressiv. På denne baggrund fandt landsretten, at lidelsen var omfattet af forskelsbehandlingslovens handicapbegreb.

Ikke tilbudt realistisk deltidsansættelse
Hjerneskadecenteret havde flere gange forsøgt at tage kontakt til banken for at tilbyde information om medarbejderens lidelse, og landsretten fandt derfor, at banken havde været bekendt med, at lidelsen udgjorde et handicap – eller at banken i hvert fald ville være blevet bekendt hermed, hvis henvendelserne fra Hjerneskadecenteret var blevet besvaret.

Landsretten fandt det ikke godtgjort, at banken havde tilbudt en deltidsansættelse med et timeantal, som medarbejderen realistisk kunne opfylde. Banken havde desuden aflyst et møde med kommunen, hvor mulighederne for arbejdsprøvning skulle diskuteres. Banken havde derfor ikke opfyldt sin tilpasningsforpligtelse, og opsigelsen var i strid med forskelsbehandlingsloven.

Godtgørelse i den høje ende
Medarbejderen blev tilkendt en godtgørelse på 503.000 kr. svarende til 12 måneders løn. Godtgørelsen blev udmålt under hensyntagen til medarbejderens lange anciennitet og overtrædelsens grovhed.

Set i forhold til handicapbegrebets udvikling er det ifølge Advokatfirmaet Horten ikke overraskende, at også invaliderende træthed kan udgøre et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.
Det er ifølge Horten vigtigt at huske på, at det ikke er diagnosen, der er afgørende for, om der foreligger et handicap, men derimod om de funktionsnedsættelser, som lidelsen medfører i samspil med forskellige barrierer, hindrer den ansatte i at deltage i arbejdslivet på lige fod med andre.
I den konkrete sag fremgik det af de lægelige oplysninger, at der var tale om en alvorlig invaliderende træthed, der ikke havde karakter af normal træthed.

Landsretten tilkendte i sagen en godtgørelse, der ligger i den høje ende. Den høje godtgørelse blev udmålt under henvisning til, at medarbejderen havde ca. 18 års anciennitet på opsigelsestidspunktet samt grovheden af overtrædelsen. Landsretten har formentlig lagt vægt på, at banken ikke imødekom de forskellige tilbud om information og arbejdsprøvning, som var fremsat af henholdsvis Hjerneskadecenteret og kommunen, og dermed havde banken ikke forsøgt at leve op til tabsbegrænsningsforpligtelsen.

Hold øje med udviklingen
Direktør Bjarne von Osmanski fra MH finder også dommen interessant.
“Det er bestemt værd at holde øje med domstolenes fortolkning af lovgivningen på dette område. Jeg hæfter mig i denne sag specielt ved, at landsretten tilsyneladende slår hårdt ned på bankens afvisning af tilbud om arbejdsprøvning af den forurettede medarbejde,” pointerer Bjarne von Osmanski.