Postet & Arkiveret under Ikke kategoriseret.

Ordsproget ”Enhver er sin egen lykkes smed” kan tolkes på flere måder. Hvad er lykke? I bund og grund er det relateret til glæde som det primære. Ud fra den tolkning må vi hver især blive klar over, hvad der gør os glade, og finde ud af, hvordan vores hormonpåvirkninger indvirker på vores følelsesliv

Motion, en naturlig døgnrytme med masser af dagslys og et sundt søvnmønster er nogle af de aktiviteter, der har dokumenteret effekt på signalstoffer og hormoner. Altså den biokemiske proces, der afgør, om du føler glæde, er stresset eller er trist og deprimeret. Det er, når du overdriver noget, der kommer ubalance i systemet.

Indtager du store mængder sukker og kaffe, vil din krop bare have mere og mere
Sukker, alkohol, nikotin og koffein blokerer eller nedsætter udskillelsen af dopamin og serotonin i din krops belønningssystem
Indtager du disse stoffer, vil de i begyndelsen af et forbrug udskille store mængder af dopamin og serotonin og du vil opleve stor energi og stærke vellystfølelser. Men over tid vil receptorerne for dopamin og serotonin lukke ned og holde op med at fungere, hvilket betyder, at der skal større mængder af sukker, alkohol, koffein og nikotin til for at opnå samme virkning, som ved start af et forbrug. Det er helt det samme, der sker ved indtag af kokain og heroin.

Endorfiner kan få dig til at overhøre din krops signaler
Endorfin er et hormon, der spiller en stor rolle i forhold til vores humør. Det udskilles fra hypofysen og rygmarven. Endorfin er smertestillende og giver en følelse af lyst og energi. Hormonet udskilles ved hård træning og arbejde, succes, forelskelse, sex og latter.
Det var meget hensigtsmæssigt, at endorfinerne kunne holde stenalderkvinden frisk og godt tilpas efter en fødsel, så hun kunne beskytte sit barn mod kulde og vilde dyr. Men det er mindre hensigtsmæssigt, når vi som nutidsmennesker misbruger vores endorfinproduktion.

Det er det, der sker, når vi ikke mærker kroppens faresignaler i f.eks. en meget stresset arbejdsperiode, hvor vi har overskredet vores grænser for mange gange og ignoreret udmattelsen. Vi bliver så at sige bedøvet af endorfinerne, så vi ikke mærker, at kroppen og hjernen er på vej mod sammenbrud. Hjernen tror, vi er i en farlig situation, og derfor tvinger den os til at fortsætte.
At ignorere udmattelsen vil på kort sigt give søvnproblemer og generelle problemer med at falde til ro. Mens effekten på lang sigt fx kan være kroniske skader i hjernen.

Dopamin kan gøre dig til arbejdsnarkoman
Dopamin er et signalstof, der til dels styrer kommunikationen i centralnervesystemet.
Dopamin kaldes også ”lykkehormonet” og spiller en væsentlig rolle i forhold til vores motorik samt for vores opmærksomhed, læring og motivation.
Hjernen frigiver stoffet dagligt fx når vi spiser, dyrker motion eller når vi laver noget, der virkelig optager os. Det ’trigger’ hjernens belønningscenter og giver os tilfredshed og glæde. Følelser, som vi ønsker at opleve igen. Men hvornår er dopamin gavnligt, og hvornår kan det virke skadeligt – og kan vi kontrollere det? Hvis vores arbejde optager os så meget, at vi bruger for mange timer på det hver dag, kan vi ryge ind i en afhængighed af den dopaminproduktion, det medfører.

Oxytocin – kærlighedshormonet, der kun påvirker dig positivt
Oxytocin er et hormon, der produceres i meget større mængder hos kvinder end mænd.
Det er det såkaldte kærlighedshormon, der udløses under orgasme og nærhed. Har positiv effekt på fødsel, amning, blodtryk, puls, smertetærskel og stress. Det er således et hormon, som ikke skaber afhængighed, men som med fordel kan ’opsøges’ så ofte som muligt. Det vil sige jo mere fysisk kontakt med andre mennesker, jo bedre. Kysse, kramme, holde om og holde af.

Sådan påvirker du hormonproduktionen positivt
• 
Gå bevist efter glæden. Gør bevidst noget, du bliver glad af (og som ikke er indtag af stimulanser)
• Følg dit hjerte, vær autentisk. Stå ved dig selv og udlev dine drømme
• Vælg at leve i nuet og undgå af bekymre dig om fortid og fremtid
• Glæden opbygges indeni. Når du har indre balance, bliver du ikke påvirkelig af ydre omstændigheder
• Overvej, hvem du præsterer for og hvorfor. Hvor stor en rolle spiller det økonomiske og materielle aspekt? Til refleksion har Bhutan valgt at skifte BNP ud med bruttonationallykke. 95 % er lykkelige ud fra egne udsagn i en landsdækkende undersøgelse. De lever i pagt med naturen.
• Sørg for god og tilstrækkelig søvn, sund kost, dagslys og motion
• Alt med måde
• Tal med andre om dine bekymringer. Tag straks aktion på udfordringer. Opsøg evt. en terapeut
• Forskning viser, at latterøvelser påvirker hormonproduktionen og humøret positivt.

Tilbage til nyhedsoversigten

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *