Postet & Arkiveret under Ikke kategoriseret.

De senere år har både politikere, dyrevelfærdsorganisationer, detailhandelen og private forbrugere gjort en markant indsats for dyrevelfærden. Der er stadig lang vej til en helt acceptabel tilstand, men processen er i gang, og det går stærkt.

Spisesteder dumper foie gras
Flere og flere spisesteder og supermarkeder i Danmark har valgt at droppe foie gras. Nyeste skud på stammen er bl.a. Café Sommersko og Café Dan Turèll
Det er bl.a. et resultat af dyrevelfærdsorganisationen Animas foie gras-kampagne.

Buræg på vej ud
Buræg udgør nu under halvdelen af den samlede danske ægproduktionen. Udviklingen skyldes først og fremmest supermarkedernes beslutning om at udfase salget af de omdiskuterede æg fra høns i bur.
Forbrugerne har i højere og højere grad efterspurgt æg fra fritgående høns, og det er blevet politisk ukorrekt at forhandle æg fra burhøns. Derfor har detailhandelen nærmest stået i kø for at komme først med at droppe burhønseæggene.

160.000 danskere er vegetarer
3,9 procent af befolkningen betragter sig selv som vegetar eller veganer. Det svarer til 160.000 danskere.
Det viser den første opgørelse nogen sinde, som FDB Analyse har lavet for Dansk Vegetarforening.
Samtidig mener 61 procent af befolkningen, at der kan være gode grunde til at spise mindre kød, og over halvdelen af danskerne har et positivt indtryk af vegetarernes livsstil. Om det udtaler formanden for Dansk Vegetarforening, Sune Borkfelt:
”Det har stor betydning i et land, hvor mange vegetarer stadig må leve med fordomme – for eksempel, at det er farligt at lade børn vokse op som vegetarer.”

Lignende undersøgelser i andre lande har vist, at befolkningsandelen af vegetarer er ni procent i Tyskland og Schweiz, seks procent i England og tre procent i Sverige og Norge.

Størstedelen af online modefirmaer er nu pelsfri
De nu over 200 pelsfri modeforhandlere i Danmark er også et resultat, der er stærkt påvirket af Animas vedholdende indsats. Navnene på den pelsfri liste, inkluderer store mærker som Hugo Boss, Armani, H&M, Vero Moda og Tommy Hilfiger.

De seneste år er også onlinevirksomhederne kommet med på vognen. 8 ud af de 14 og dermed 57 % af de største online modefirmaer i Danmark er pelsfri, viser en ny opgørelse. Det drejer sig bl.a. om Boozt, Zalando, Nelly og Ellis. Flere forventes at følge efter.

Hollands højesteret stadfæster forbud mod minkavl
I en historisk dom har Hollands højesteret stadfæstet, at landets forbud mod minkavl ikke strider imod pelsdyravlernes ejendomsret.
Forbuddet vil betyde et stop for opdræt af 6 millioner mink om året og blev vedtaget med bred støtte i landets parlament og senat. Landets 160 minkfarme bliver nu udfaset frem mod 2024.

De hollandske politikere siger, at de nu vil arbejde på at eksportere deres forbud mod minkavl i stedet for at eksportere minkskind som hidtil.
Dette er i tråd med den videnskabelige vurdering, som EU har foretaget, og som konkluderer, at pelsfarme skaber alvorlige problemer blandt alle dyr, der opdrættes for deres pels.

Mange lande tager allerede afstand fra pelsavl. Siden årtusindeskiftet har flere valgt at forbyde eller udfase pelsavl. Det drejer sig bl.a. om England, Holland, Østrig, Slovenien og Kroatien.
Belgien er aktuelt på vej mod at blive fri for pelsavl. I Tjekkiet er et forbud mod pelsavl blevet introduceret i parlamentet, og ved første behandling i underhuset stemte et flertal for forslaget.
Luxembourg er ligeledes på vej med et pelsavlsforbud, som er inkluderet i landets nye dyreværnslov.
I Japan er landets sidste pelsfarm lukket i år, og i løbet af det seneste årti er Japans pelsimport faldet med 80 procent.

Dyrepoliti på vej i Danmark?
Vi kender alle sammen til historier om katte, der lever i deres egen tis og afføring. Hunde der får tæsk. Heste der sultes. Grise med skuldersår osv. Der findes rigtig mange dyr i Danmark der lider.
I lande som Sverige, Norge, England, USA og Canada har man et velfungerende dyrepoliti, og der er således mange erfaringer at trække på i forbindelse med at etablere dyrepoliti i Danmark.

I en længere årrække har der været ildsjæle, som har arbejdet for at få etableret et dyrepoliti i Danmark. Allerede i 1980’erne tog Inges Kattehjem initiativ til dette, men det har været en lang proces.
Et dyrepoliti er blevet beskrevet som en dedikeret enhed inden for politiet, der specialiserer sig i at efterforske og retsforfølge sager, hvor dyr har været udsat for vold eller vanrøgt. Det er på denne vis flere politikredse i Sverige har indrettet deres dyrepoliti.

Fremgang i bestanden af flere truede dyrearter
Verdens bestand af vilde pandaer er i det seneste årti steget med 268 individer. Det viser en ny optælling foretaget af den kinesiske regering med økonomisk støtte fra WWF Verdensnaturfonden. Dermed er den vilde bestand af pandaer nu oppe på 1.864.
Væksten i bestanden svarer til en stigning på 16,8 procent i forhold til den sidste pandaoptælling, der blev foretaget i 2003.

De nye tal fra den kinesiske regering viser også, at pandaens geografiske udbredelse i Kina er øget. Det samlede areal, der bebos af vilde pandaer, er nu på 2.577.000 ha – en stigning på 11,8 procent siden 2003. Pandaen findes kun i tre kinesiske provinser, nemlig Sichuan, Shaanxi og Gansu.
Bevarelsen af pandaen kommer også mange andre sjældne dyr og planter til gode i det sydvestlige Kina. Det beskytter truede arter som gedeantilopen Takin, den gyldne stumpnæseabe, rød panda og japansk ibis.

Også tigerbestanden er opadgående. Siden 2010 er bestanden af tigre i den fri natur vokset markant, og det er første gang i 100 år. Indien, Rusland og Nepal er lande, der efter målrettet indsats har fået langt flere vilde tigre de seneste år. På verdensplan er tallet af vilde tigre steget fra anslået 3.200 i 2010 til 3.890 i dag viser tal fra WWF og Global Tiger Forum.

Ved en stor tigerkonference i New Delhi har repræsentanter for 15 lande med levedygtige tigerbestande besluttet at arbejde for at fordoble antallet af vilde tigre fra optællingen i 2010 og frem til 2022. Det vil sige en stigning fra ca. 3.200 til 6.000 individer.
I Europa går det også fremad for de store rovdyr. Verdensnaturfonden nævner den europæiske los som et eksempel på et rovdyr i fremgang. I løbet af de seneste 50 år er bestanden firedoblet til omkring 10.000 fritlevende dyr. Der er også vækst i bestanden af ulve og bjørne i Europa. Ulven er som bekendt også set i Danmark.

Tilbage til nyhedsoversigten

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *