Postet & Arkiveret under Ikke kategoriseret.

De fleste af os er tilbøjelige til at kaste os ud i et væld af aktiviteter, når vi holder ferie. Mange nye oplevelser og masser af socialt samvær. Af sted sydpå med flere generationer af familien, storbyferie, sportsferie osv. Men kan det blive for meget?

Er du for nylig kommet tilbage fra ferie og har følt, at det var en blandet fornøjelse, og at du ikke havde fået ladet så meget op, som du havde håbet på? Det sker for mange introverte mennesker, men selv om du er ekstrovert og får ny energi af et aktivt og socialt liv, kan det blive for meget. Kroppen og hjernen har også brug for ro for at restituere og komme i balance efter meget aktive og måske endda pressede perioder.

Har du reflekteret over dit eget behov?
Mange mennesker omkring dig, intenst nærvær, nye indtryk fra morgen til aften, fysiske aktiviteter, ændret søvnrytme samt anderledes spise- og drikkevaner påvirker hormonproduktionen og holder dig oppe i et højt gear.  Det betyder, at du rent faktisk kan blive overstimuleret, selv om du foretager dig ting, du kan lide, og er sammen med mennesker, du holder af. Du kan føle dig træt, overvældet, stresset og irritabel. Derfor er det en god idé at mærke efter og reflektere over, hvor meget ro og alenetid, du egentlig har brug for, når du skal lade op og finde ro og balance.

Balance mellem sociale aktiviteter og alenetid
For at opnå ro i sindet og balance på alle planer, må der være et passende forhold mellem alenetid og social tid. Det er individuelt, hvad der skaber balance, så du må vurdere dit eget personlige behov. Men måske kan du finde inspiration i følgende forslag, til du næste gang skal af sted på ferie.

1. Lav aftaler med dem, du holder ferie med
Når flere er af sted sammen, er der mange behov at tage hensyn til. Derfor må hver især melde deres behov ud, så I kan indgå aftaler, der tilgodeser alle. Det er vigtigt at respektere hinandens behov for alenetid – det gælder både børn og voksne.

2. Skab dine egne muligheder for at være lidt alene
Du kan fx sætte dig og kigge ud over vandet, mens de andre går i butikker. Du kan gå en tur, læse eller andet, mens de andre foretager sig andre ting. Du kan også stå op før de andre eller gå lidt senere i seng og gøre lige, hvad du har lyst til. Selv små øjeblikke i ro kan gøre en forskel.

3. Når de fysiske rammer begrænser mulighederne
Sidder I fx i et sommerhus, mens regnen siler ned udenfor, kan I have stunder, hvor I har aftalt at fordybe jer hver især. I en bog, et blad, noget musik i hovedtelefoner, en krydsogtværs eller en kreativ aktivitet som fx at tegne, male eller skrive. Ørepropper eller headset med musik kan hjælpe med at afskærme mod forstyrrende lydindtryk.

4. Hvordan husker du det til næste gang?
Du kender sikkert det, at du får en ny indsigt, som du gerne vil tage til dig, men at du glemmer den, når der går et stykke tid, inden den er relevant at tage op igen. Så et lille enkelt fif er at skrive en reminder til dig selv i din kalender, så du støder på den lidt før din næste ferie. Regelmæssige skift mellem at være på og trække sig tilbage kan give overskud til alle og sikre en god stemning og en høj tolerancetærskel.

Slowtravel – en ny feriestil
De senere år er begrebet ”slowtravel” begyndt at vinde indpas. Det går i korthed ud på at planlægge mindre og være helt til stede i hver en lille oplevelse. Som for eksempel at gå en tur uden et eksakt mål og udforske de lokale gader, butikker, parker m.m. i et ukendt område.
Det gælder også om at planlægge færre seværdigheder. Bare udvælge nogle få og bruge resten af tiden på at være til stede uden faste planer.

Kilde: www.trivselsguide.dk og www.globetrotters.dk

Tilbage til nyhedsoversigten

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *