Postet & Arkiveret under Ikke kategoriseret.

Regeringens bud på at stoppe brandbeskatning af pensionsopsparing for lav- og mellemindkomstgrupper er så utilstrækkelig, at FOA nu ifølge Finans.dk kræver samme mulighed for at fravælge indbetaling til pension, som mange privatansatte fik i foråret.

Offentligt ansatte skal have lov til at bruge en del af pensionskronerne på at gå ned i arbejdstid med fuld løn. Det kræver FOA’s formand, Dennis Kristensen, forud for forårets overenskomstforhandlinger for 150.000 medlemmer i kommuner og regioner samt alle øvrige offentligt ansatte.

Kravet rammer ned midt i regeringens forhandlinger med Dansk Folkeparti om en løsning på det såkaldte samspilsproblem. Hidtil har pensionsopsparing i de sidste arbejdsår været en decideret underskudsforretning for lav- og mellemindkomstgrupper, fordi yderligere pensionsopsparing blot har ført til modregning i ældrechecken og andre pensionsydelser.

Regeringen har nu lagt et udspil på bordet, der reducerer den effektive beskatning for f.eks. en sosu-assistent til 70 pct. Men det er langtfra godt nok, mener FOA.
”Hvis regeringen tror, at fagbevægelsen bare lægger sig fladt ned her, forregner den sig,” siger Dennis Kristensen.

I foråret fik de ansatte i industrien samt på en række andre private overenskomstområder ret til at konvertere pensionsindbetalinger i de sidste fem år før pensionsalderen til fritid med løn. FOA ønsker at kopiere den model.

FOA’s udmelding kommer ikke bag på adm. direktør Per Bremer Rasmusen i Forsikring & Pension. Pensionsselskabernes brancheforening har været bekymret for opbakningen til pensionssystemet siden forårets private overenskomster.
”Det er desværre logisk, at organisationerne reagerer, når deres medlemmer er i et system, hvor det ikke kan betale sig at spare op. Jeg håber virkelig, at regeringen lytter,” siger han.

Heller ikke professor Torben M. Andersen, Aarhus Universitet, er overrasket.
”Det er ikke underligt, at organisationerne forsøger at tilpasse sig, så medlemmerne får mest muligt ud af deres penge,” siger Torben M. Andersen, tidligere formand for Pensionskommissionen.

Topforhandler for de kommunale arbejdsgivere, borgmester Michael Ziegler (K), mener ikke, at overenskomstbordet er det rette sted at finde en løsning.
Finansminister Kristian Jensen (V) ønsker ikke at kommentere, så længe han forhandler.

Tilbage til nyhedsoversigten

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *