Op mod 10 procent af danskerne deler fake news af politiske årsager, selv om de ved, de er falske. Det tyder ny forskning på. Søren Pind (V) efterspørger ifølge Altinget.dk mere viden og forskning på området og kalder tendenserne gift for demokratiet.
En betydelig del af danskerne er internet-trolls. De deler falske nyheder, som de godt ved er falske, fordi de er voldsparate og har et ønske om at omstyrte samfundet.
Det tyder en ny undersøgelse på, som professor Michael Bang Petersen sammen med sin kollega Mathias Osmundsen er i gang med at færdiggøre på Aarhus Universitet.
Undersøgelsen er udgangspunktet for en konference, som uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V) og Videnskabernes Selskab har taget initiativ til, og som afholdes i denne uge med titlen “Mind and democracy in the age of social media.”
Og ministeren efterlyser allerede nu mere viden og forskning på området, som et første skridt til at finde ud af, hvordan man kan dæmme op imod kræfter, som vil demokratiet ondt.
“Vi skal være klar over, at landsbytosser og omstyrtningsparate mennesker har frit løb i blandt os. Og når man undrer sig over, at debatten på sociale medier foregår på sådan en grov og firkantet måde, så skal man vide, at det er en af grundene,” siger Søren Pind til Altinget.dk
Cirka 10 procent af danskerne kan være voldsparate
Hvor stor en del af danskerne, det præcist drejer sig om, tør forskerne bag undersøgelsen dog ikke at melde skråsikkert ud, inden deres undersøgelse er endelig afsluttet.
Men der er noget, der tyder på, at “det kan nærme sig omkring ti procent af befolkningen”, siger Michael Bang Petersen, som dog understreger, at der stor usikkerhed forbundet med estimatet.
“Det, som er udfordrende, er at lave afgrænsningen mellem dem, som overhovedet ikke er voldsparate – og dem, som er fuldstændigt voldsparate,” forklarer forskeren.
Han uddyber, at 10 procent af danskerne ligger i den ende af skalaen, hvor man ikke er afvisende over for at “lege med” tanken om vold mod politiske modstandere og offentlige myndigheder.
Deler falske nyheder mod bedre viden
Den forskning, som professor Michael Bang Petersen er i gang med at udføre, tyder på, at de sociale medier spiller en væsentlig rolle for gruppen af danskere, som mener, at vold kan retfærdiggøres til at opnå politiske mål.
“Sociale medier ændrer ikke på vores fundamentale psykologi. Vi har altid gerne villet sprede rygter om dem, vi ikke kan lide – altså venstreorienterede vil gerne sprede rygter om højreorienterede og omvendt,” siger Michael Bang Petersen.
Men med sociale medier er der kommet et samlingspunkt, som har gjort det muligt at finde sammen for mennesker, der tidligere var adskilt.
“De her mennesker har pludselig fået et billigt værktøj til at sprede deres tanker og misinformation til mange,” forklarer professoren.
De to forskeres undersøgelse tyder netop også på, at problemet med falske nyheder på sociale medier og internettet bliver spredt med fuld og overlæg og mod bedre vidende.
“Det er ikke, fordi de tror på nyhederne og ikke har styr på sandt og falsk, det er med dystre hensigter bag,” siger Michael Bang Petersen.
Kaos som motivation
Hvad er det så denne gruppe af danske internet-trolls, som forskerne klassificerer som voldsparate vil opnå?
Michael Bang Petersen forklarer, at der nogle samlende psykologiske karakteristika bag motivationen for personerne.
“Vi har med personer at gøre, som føler et behov for at skabe kaos og konflikt og føler sig fremmedgjorte over for samfundet. Og de er meget mistænksomme over for magthaverne i samfundet,” siger professoren.
Og de har en lyst til at ændre samfundet.
Michael Bang Petersen forklarer, at hvis man vil forstå den tankegang, som præger disse mennesker, så kan man hente inspiration hos Steve Bannon, tidligere rådgiver for Donald Trump.
Steve Bannon er således blevet citeret for et ønske om at smadre samfundet, hvorefter man kan bygge samfundet op igen. Og det er den tankegang, som præger de voldsparate.
Højtuddannede mænd
Hvem er det så, der befinder sig i gruppen af voldsparate personer, som deler falske nyheder?
Om det forklarer Michael Bang Petersen, at deres forskning peger på, at det typisk er unge, højtuddannede mænd, som er mere på sociale medier end resten af befolkningen.
“Der er ikke noget, der tyder på, at de er marginaliserede i klassisk forstand,” siger professoren.
Men der kan godt ligge fælles psykologiske karakteristika i gruppen.
“Der kan være en formodning om, at de i denne gruppe af personer kunne have overrepræsentation af det, man kalder den mørke triade af personlighedstrækkene psykopati, narcissisme og machiavellisme, Men det skal vi først til at undersøge,” pointerer Michael Bang Petersen.
Skriv et svar