Løkke har med sin nye ministerrokade tilgodeset kvinderne, de unge og Venstres geografiske forhold mellem by og land. Men det er svært at se rokaden som en klar styrkelse af hans regering. Sådan lyder konklusionen i en analyse i net mediet Mandag Morgen.

Normalt foretager en statsminister en ministerrokade for at styrke regeringen. Hive friske kræfter ind på holdet og give regeringen et nyt pust. Sætte en ny kurs. Det er dog svært at se, at Lars Løkke Rasmussens nye ministerrokade er en klar styrkelse af hans regering. For slet ikke at tale om en ny kurs.

Løkke har ganske vist tilgodeset kvinderne, de unge og Venstres interne geografiske forhold med sin rokade. Men han mister to af sine allermest populære ministre, Karen Ellemann og Søren Pind. De kom ind som henholdsvis nummer 3 og 5 på den seneste ministermåling foretaget af Norstat for Altinget.

Uanset hvordan man vender eller drejer det, tegner Søren Pinds afgang mest af alt et billede af slitage. Der er ingen grund til at betvivle, at Søren Pind taler sandt, når han forklarer sin exit med, at han føler sig ”tømt for kræfter”. Det er både modigt og forfriskende at høre en magtfuld toppolitiker tale om at forlade gamet i tide fremfor at fortsætte og ende som en sur gammel mand.

Men havde regeringen nu været fuld af ideer, visioner og en pipeline fuld af reformer, ville Søren Pind næppe have trukket sig. Han lægger heller ikke skjul på, at også formandsopgøret i Venstre for tre år siden spiller en stor rolle. Med udsigt til Kristian Jensen som ny formand efter Løkke valgte han i stedet at trække stikket.

Valget af Tommy Ahlers som ny uddannelses- og forskningsminister efter Søren Pind kan både være godt og skidt. Det var rokadens helt store overraskelse. Tommy Ahlers, iværksætter, medlem af regeringens Disruptionråd og tidligere formand for samme regerings Iværksætterpanel, blev først meldt ind i partiet dagen før sin ministerudnævnelse. Hans politiske erfaringer er derfor nærmest ikkeeksisterende.

Han stillede ganske vist op til folketingsvalget i 1998. Men det var for Det Konservative Folkeparti, og han måtte nøjes med 436 personlige stemmer i Sønderjyllands Amtskreds. Nu får han ansvaret for et stort og tungt ministerium med reelt 42.000 ansatte under sig og 200.000 studerende.

Tommy Ahlers vil formentlig appellere til mange unge vælgere. Hans succesrige erhvervskarriere og store kendiseffekt fra tv kan tiltrække nye unge vælgere. Men med udsigt til et folketingsvalg om 6-12 måneder får han ikke lang tid til at køre sig selv i stilling og sætte en markant ny kurs. Til gengæld er risikoen stor for at kløjes i det værditunge ministerium.

LA forpassede mulighed
Valget af Jakob Ellemann-Jensen som ny minister var mere forudsigeligt. Han har længe lænet sig op ad en ministerpost. Spørgsmålet var blot hvilken. Nu lander han så miljø- og fødevareministerposten efter Esben Lunde Larsens overraskende afgang.

Posten som miljø- og fødevareminister er måske ikke den mest oplagte til Jakob Ellemann-Jensen. Men omvendt kan han med sin politiske snilde og store driftssikkerhed være med til at give Venstre en mere grøn profil.

Hvor Jakob Ellemann-Jensen kan være med til at styrke Storby-Venstre og dermed hive nogle af de tabte vælgere tilbage fra Socialdemokratiet, kan valget af Eva Kjer Hansen som ny minister for ligestilling, fiskeri og nordisk samarbejde ses som en styrkelse af Venstre i det sønderjyske.

Her har hun en solid vælgerplatform. Hun er valgt i Sydjyllands Storkreds med over 7.600 personlige stemmer og kan måske trække nogle af partiets tabte vælgere tilbage fra Dansk Folkeparti. Udnævnelsen giver dermed et comeback til Eva Kjer Hansen, efter at Konservative for to år siden trak tæppet væk under hende som miljø- og fødevareminister efter lang tids mediestorm om landsbrugspakken.

Der har været spekuleret i, om Løkke vil bruge anledningen til at fortage en stor rokade. Det gjorde han ikke. Han tør næppe røre ved forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen. Karsten Lauritzen får lov til at beholde sit skatteministerium. Og beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen træder nu ind i regeringens magtfulde økonomiudvalg.

Konservative er udmærket tilfredse med deres ministerposter. Størst usikkerhed var der måske om børne- og socialminister Mai Mercado. Men hun fortsætter formentlig som minister frem til næste valg. Det er også svært at anklage partileder Søren Pape Poulsen for at have forspildt en gunstig chance for at ændre på sit ministerhold. Partiet ligger godt i meningsmålingerne. Og både Søren Pape og Brian Mikkelsen hører til blandt regeringens mest populære ministre.

Det samme kan ikke siges om Liberal Alliance og partileder Anders Samuelsen. Ud af de otte mindst populære ministre på Norstats måling for Altinget, tegner LAs ministerhold sig for seks af dem. Især ældreminister Thyra Frank har været genstand for mange spekulationer om, hvorvidt hun var fejlcastet til posten.

Men Anders Samuelsen har valgt at holde hånden under hende. Dermed forpassede han chancen for at sætte nye kræfter ind på ministerholdet som f.eks. den politiske ordfører Christina Egelund, der har markeret sig stærkt i medierne. Dermed vil debatten om Thyra Franks rolle som den minister i landet uden stort set et eneste lovforslag på sit politiske scoreboard fortsætte.

Med rokaden har Lars Løkke Rasmussen sat det hold, som formentlig skal forsøge at føre ham frem til en valgsejr næste år. Kun tiden kan vise, om det er stærkt nok.