Det kan være svært at sove, når det er varmt om natten. Her får du gode råd til en bedre søvn.
Når solen har bagt på soveværelsesvinduet hele dagen lang, er det svært at få temperaturen ned på et niveau, hvor det er behageligt at sove senere på aftenen. Det er nemlig svært for kroppen at finde ro, når den kommer på overarbejde for at køle kroppen ned.
”Kroppen prøver på at komme af med varmen, og det kan godt forstyrre søvnen lidt. Det er et spørgsmål om tilvænning. Det er ligesom at tage sydpå og være i varmen i et stykke tid, der vænner kroppen sig automatisk til det,” siger søvnekspert Mikael Rasmussen til dr.dk.
Svært at nå en god sovetemperatur
Ifølge Michael Rasmussen er den optimale temperatur i et soveværelse omkring 18 grader. Men det kan selvfølgelig være svært at opnå, når det er meget varmt.
Her er nogle råd til at få et køligere soveværelse og en bedre søvn:
- Sørg for at skærme af for solen om dagen og lufte så meget ud som muligt.
- Sov med et tyndt lagen og så lidt tøj som muligt.
- Gå senere i seng, så du er mere træt, når du skal sove.
- Tag et varmt bad 45 minutter før, du skal sove. På den måde falder kropsvarmen, når du går ud af badet, og det virker søvndyssende. Hvis du tager et koldt bad, har det den modsatte effekt, og du bliver mere frisk.
- Sørg for at have koldt vand på natbordet og eventuelt nogle kolde omslag, hvis du er ved at gå helt til af varmen.
- Hvis du har ligget i 10-15 minutter uden at falde i søvn, så kom op af sengen og drik et glas koldt vand – og gå så i seng igen.
- Hvis du bor i et hus i flere etager, kan du med fordel søge nedad. Varmen søger nemlig opad, så har du en kølig kælder, kan du rykke madrassen herned på de varme sommernætter.
- Skift sengetøjet ofte. Du kan svede helt op til halvanden liter væske på en varm sommernat. Så skift sengetøj ofte i de varme perioder. Du kan også med fordel sove med en let, syntetisk pude, når det er så varmt.
Vi sover generelt mindre om sommeren – både pga. varmen og lyset. Så det kan være helt i orden at tage en middagslur på 20-30 minutter midt på dagen – og ikke senere end kl. 15. Så betyder det nemlig ikke noget for din nattesøvn.
Skriv et svar