Postet & Arkiveret under Ikke kategoriseret.

Regeringen får ifølge Altinget.dk vanskeligt ved at skaffe flertal for stramninger, som skal presse flere ledige i arbejde. Især forslag om nyttejob fra dag ét udløser modstand hos ordførere.

Regeringens nye udspil om kvalificeret arbejdskraft til virksomheder får en hård modtagelse blandt de forligspartier, som er en forudsætning for at gennemføre ændringerne.

Især de foreslåede stramninger af sanktioner og krav til lediges jobsøgning ser ud til at få nærmest umulige odds ved forhandlingsbordet.

“Regeringen har medtaget input fra andre partier fra andre forhandlinger, så der er da gode ting i udspillet, men som altid går det jo fuldstændig galt, når regeringen forsøger at tænke selvstændigt. Det har de tydeligvis gjort, da de udtænkte deres forslag angående sanktioner og rådighedsregler for dagpengemodtagere,” siger Bent Bøgsted, der er beskæftigelsesordfører for Dansk Folkeparti.

20.000 ledige skal gøres jobparate
Regeringens lægger op til, at kontanthjælpsmodtagere over 30 år, der i dag vurderes som aktivitetsparate, fremover gøres til jobparate. Det vil betyde, at 20.000 ledige vil få en jobrettet indsats – og dermed stå til rådighed for arbejdsmarkedet.

Samtidig skal de såkaldt skærpede krav til mobilitet udvides fra at gælde højtuddannede til alle grupper af ledige – hvis det vel at mærke drejer sig om job, som virksomheder har svært ved at få besat. Det vil sige, at ledige skal være indstillet på at tage job i hele landet – uanset transporttiden.

For dimittender på dagpenge skal de skærpede krav om mobilitet gælde for alle typer af job. Der skal dog tages hensyn til familiemæssige forhold.

Regeringen ønsker også at fordoble karantænen for dagpengemodtagere, som siger nej til job, så den stiger fra tre uger til seks uger.

Og så skal dagpengemodtagere ifølge regeringens udspil være forberedt på at blive sendt i nyttejob fra dag ét.

Nyttejob fra dag ét er hul i jorden
Både kravet om jobsøgning i hele landet og nyttejob fra dag ét skydes ned af Dansk Folkeparti.

“Det med at de kan sende dagpengemodtagere i nyttejob fra dag ét, det er et hul i jorden. Det hænger jo slet ikke sammen, når vi samtidig sidder og forhandler om at give a-kasserne ansvaret i de første måneder,” siger Bent Bøgsted med henvisning til de igangværende forhandlinger om forenkling af beskæftigelsessystemet.

Til gengæld mener Bent Bøgsted, at der står Dansk Folkeparti på regeringens forslag om jobbørs for seniorer og en styrket indsats for at sikre hurtigere og smidigere match mellem virksomheder og ledige.

Regeringens udspil griber ind i beskæftigelsesreformen fra 2014, og det skal derfor forhandles med forligspartierne Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og Radikale.

Tilbage til nyhedsoversigten

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *