Postet & Arkiveret under Ikke kategoriseret.

I takt med at robotter og software bliver mere avanceret, vil flere jobtyper kunne afløses af teknologi. Udviklingen er allerede i gang, og selv højtuddannede kan blive påvirket. En rapport fra den McKinsey, som Berlingske omtalte i efteråret 2017, forudser, at i tusindvis af job i Danmark kan blive erstattet af robotter.

Gennem historien er mange arbejdsfunktioner blevet gjort overflødige af effektive maskiner og robotter. En ny rapport fra revisions- og konsulentfirmaet PWC har undersøgt langtidsvirkninger af de stadigt klogere robotter. Altså hvordan forskellige aldersgrupper, køn og uddannelsesniveauer bliver påvirket af teknologiens frembrusen på tværs af 29 lande.

Rapporten peger på, at de færreste arbejdsområder går fri.
”Ligesom under tidligere industrielle revolutioner ved man, at der kommer store transformationer i samfundet. Revolutionen, vi ser nu, vil også påvirke folk i serviceerhvervene, men forskelligt fra de andre industrielle revolutioner vil også højtuddannede blive ramt,” siger partner i PWC og leder af virksomhedens Digital Transformation-afdeling Esben Toft.

Robotterne har i årevis givet anledning til bekymring hos arbejderklassen, som måtte vende blikket indad og overveje sin arbejdssituation, siden f.eks. samlebåndet blev en realitet i 1901.

Udviklingen er taget til de seneste ti år, og robotter kan i dag bestride mange mere eller mindre avancerede opgaver. De støvsuger dit hjem, har sociale færdigheder og kan omprogrammeres til at løse nye opgaver. De kan løse juridiske opgaver, kan chatte og kloge sig på skak, kreere musiknumre og diagnosticere sygdomme og skrive læselige artikler.

Og snart kan robotterne og softwaren endnu mere.

En rapport fra den internationale kon­sulentvirksomhed McKinsey forudser, at i tusindvis af arbejdspladser i Danmark kan forsvinde. Det skal ses i lyset af, at der i dag er over 2,7 millioner fuldtidsjob på det danske arbejdsmarked. Samtidig har konsulenthuset i en anden analyse peget på, at 40 procent af danskernes arbejdstimer har potentiale til at blive automatiseret.

”Transformationen sker så hurtigt, at vi skal indstille os på, at vi kommer til at redefinere os selv og vores arbejdsliv,” siger Esben Toft:

Sandsynligheden for automatisering i Danmark er mindre end f.eks. i østeuropæiske lande, fordi uddannelsesniveauet er relativt højt. Højtuddannede er sværere at erstatte med teknologi. Men Esben Toft understreger, at investeringer i livslang uddannelse er essentielt for at tackle udviklingen.

Indtoget af automatisering vil højst sandsynligt føre til nye typer af job, som arbejdsstyrken skal klædes på til. Rapporten konkluderer således, at lande ikke skal være nervøse for at føre an i udviklingen.

MH følger udviklingen
Merkonomernes formand, Bill T. Brodersen, opfordrer til, at fokus netop holdes på automatiseringens positive udviklingsmuligheder.
“Vi har samlet en række informative og vigtige artikler på MH’s hjemmeside, og jeg vil opfordre til, at vore medlemmer følger godt med her,” siger Bill T. Brodersen.

Artiklerne kan læses ved at klikke her!

Tilbage til nyhedsoversigten

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *