Postet & Arkiveret under Ikke kategoriseret.

Efter en årrække med nedskæringer og økonomisk smalhals er antallet af kommunalt ansatte ifølge Altinget.dk igen stigende. Der er dog fortsat langt færre hænder i den lokale velfærd end før krisen.

Det blev betegnet som et veritabelt blodbad og en velfærdsmassakre, da kommunerne i 2010 trådte den økonomisk bremse helt i bund og på få år skar et tocifret milliardbeløb af de lokale velfærdsudgifter.

Men efter en længere årrække præget af økonomisk smalhals og nulvækst er udviklingen nu så småt begyndt at vende. For første gang siden kriseårenes hærgen er kommunerne nu begyndt at skrue op for medarbejderstaben.

Det viser en opgørelse fra Økonomi- og Indenrigsministeriet. Og i kommunernes landsforening, KL, genkender man udviklingen og forventer, at udviklingen kan fortsætte i 2018 og 2019.

“Det er en kombinationen af et stigende behov, ikke mindst som følge af, at der er kommet flere ældre, og så økonomiaftaler, der giver os en ramme, hvor det er muligt at ansætte flere,” siger Michael Ziegler (K), der er formand for KL’s løn- og personaleudvalg.

De forudgående års status quo i antallet af ansatte skal ifølge KL ses i lyset af, at der i samme periode er kommet næsten 25 procent flere ældre over 65 år.

Demografisk pres
Samtidig har kommunerne fået nye opgaver med etableringen af lokale sundhedstilbud og på beskæftigelsesområdet.

“Vi ser jo ind i et demografisk pres. Uanset, at de ældre bliver sundere, så bliver der flere, som har behov for pleje. Det er også derfor, at vi har så stort fokus på, hvordan vi skal løse udfordringerne med at få rekrutteret medarbejdere til området,” siger Michael Ziegler.

Trods de seneste års stigning, så er der ifølge Økonomi- og Indenrigsministeriets opgørelse omkring 10.000 færre ansatte i 2017 end i 2010.

Det tal harmonerer imidlertid dårligt med tidligere opgørelser fra blandt andet Danmarks Statistisk, som peger på et fald i antal ansatte på over 30.000 fra 2010 til 2016. Også opgørelser fra KL viser et større fald.

En del af forklaringen skal findes i, at Økonomi- og Indenrigsministeriet til forskel for Danmarks Statistik kun medtager ‘ordinært ansatte’ og ikke personer i eksempelvis løntilskud, fleksjob og elever. Særligt antallet af personer i løntilskud er faldet kraftigt i perioden.

KL har lavet en opgørelse på samme registre, som Økonomi- og Indenrigsministeriet, men med nedslag i maj og udgangspunkt i 2009. Den viser, at der i november 2017 fortsat var 25.000 færre ordinært ansatte i kommunerne end i maj 2009.

Flere jobåbninger i kommunerne
Informationschef Kurt Scheelsbeck fra MH peger på, at antallet af kommunale stillingsannoncer er stigende.
“Har man langt til arbejde, og er man træt af de daglige pendlerture på overfyldte motorveje, så er det en god idé at følge stillingsopslagene fra den lokale kommune. Måske kan man her finde et godt job meget tættere på bopælen,” siger Kurt Scheelsbeck.

Tilbage til nyhedsoversigten

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *