Postet & Arkiveret under Ikke kategoriseret.

S og V har lanceret forskellige forslag til at rekruttere mere udenlandsk arbejdskraft fra Sydeuropa. DF afviser ifølge Altinget.dk at støtte begge forslag. Det er der ingen grund til, mener DF.

Regeringen fremlagde i sidste uge sit udspil til at tiltrække mere udenlandsk arbejdskraft. Her vil man sænke beløbsgrænsen til 330.000, men S og DF afviser. I udspillet lægger regeringen også op til en markedsføringskampagne i sydeuropæiske EU-lande, som skal skaffe arbejdskraft inden for ”mangelområder” i Danmark. Socialdemokratiet har sideløbende lagt op til at etablere fem midlertidige jobcentre i Italien, Frankrig og Spanien og på den måde tiltrække udenlandsk arbejdskraft uden at sænke beløbsordningen.

Dansk Folkeparti afviser dog at lægge stemmer til nogen af forslagene, siger partiets udlændingeordfører, Martin Henriksen, efter fredagens første forhandlingsrunde.

Hvorfor afviser DF?
Partiet frygter, at tiltag som den europæiske tiltrækningskampagne vil øge indvandringen. Samtidig mener partiet ikke, at det er statens opgave at hjælpe virksomhederne med at tiltrække den udenlandske arbejdskraft.

”Vi mener, at vi skal bruge kræfterne på at opkvalificere de danskere, der er ledige, og bruge vores kræfter på at se, om der ikke er flere, der kan gå fra deltid til fuldtid. Samtidig synes vi, at vi skal se, om seniorerne ved hjælp af økonomiske gulerødder kan lokkes til at blive længere tid på arbejdsmarkedet,” siger Martin Henriksen.

Kan man forestille sig en løsning, hvor S og V finder sammen om noget her?
Ifølge DF står partierne langt fra hinanden i forhandlingerne. DF åbner en lille dør på klem, for at de kan blive enige med V om nogle ”administrative ting” som enklere regler og afbureaukratiseringstiltag.

S og V ligger tættere på hinanden i spørgsmålet om at tiltrække sydeuropæisk arbejdskraft.

Beskæftigelsesordfører Hans Andersen (V) forklarer, at netop spørgsmålet om at tiltrække arbejdskraft fra de sydeuropæiske lande skal diskuteres ved et kommende forhandlingsmøde i denne uge.

”Vi har noteret os forslaget fra S,” siger Hans Andersen og understreger, at han håber, V og S kan finde fælles fodslag. ”Og vi drøfter det gerne med jobcentrene,” siger beskæftigelsesordføreren, selvom han mener, at regeringens forslag om en markedsføringskampagne er ”den bedste løsning”.

Altinget har uden held forsøgt at få en kommentar fra Socialdemokratiets arbejdsmarkedsordfører, Leif Lahn Jensen. Til Børsen siger han dog, at han ikke går så meget op i den kritik, der har været i avisen, hvor flere arbejdsmarkedsforskere har påpeget, at effekten af at etablere jobcentre i Sydeuropa vil være begrænset på grund af sydeuropæernes manglende mobilitet.

”De må mene det, de vil. Man kan altid finde en forsker, der mener det ene eller det andet. Det her skal ses som et forsøg på at få noget arbejdskraft til de virksomheder, der ikke kan finde arbejdskraft herhjemme,” siger Leif Lahn Jensen til avisen.

Hvad bliver udfaldet af forhandlingerne om regeringens udspil?
Spørger man Altingets politiske kommentar, ser V’s stort anlagte forslag om at sænke beløbsgrænsen ud til at blive et ”forudsigeligt nederlag” for Løkke.

Et plausibelt udfald er dog ifølge Holstein, at S og V kan blive enige om enkelte dele i udspillet.

”Regeringen burde kunne få flertal for at afbureaukratisere området. Det er sandsynligt, at der kan laves et eller andet med socialdemokraterne her,” siger Erik Holstein.

MH støtter afbureaukratisering
Adm. direktør, Bjarne von Osmanski, fra MH hilser forslaget om enklere regler og afbureaukratiseringstiltag velkomment.
”Det er oplagt, at forsøget på at hjælpe de virksomheder, som vitterligt ikke kan finde den nødvendige hjemlige arbejdskraft, skal støttes. Det vil også sende et godt signal, hvis V og S kan enes om disse initiativer. Signalværdien vil også øges betydeligt, hvis de to partier i samme forbindelse kunne enes om en effektiv plan for at skaffe flere lærepladser. Den aktuelle 3F-kampagne om flere lærepladser har bestemt en vigtig pointe,” fastslår Bjarne von Osmanski.

Tilbage til nyhedsoversigten

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *