Postet & Arkiveret under Ikke kategoriseret.

Regeringen lancerer ifølge Altinget.dk nu et råd, som skal støtte virksomheder i at blive mere samfundsmæssigt ansvarlige.

 

Erhvervsministeren, finansministeren og beskæftigelsesministeren lancerer Rådet for Samfundsansvar og Verdensmål. Dette skal være regeringens nye platform for dialog og aktiviteter om virksomheders strategiske arbejde med samfundsansvar og FN’s 17 verdensmål.

Det skriver Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse.

Rådet for Samfundsansvar og Verdensmål er sat til verden for at sikre dialog mellem virksomheder og andre interessenter, og bidrage til gode rammevilkår for virksomheder, så flere kan arbejde strategisk for at opfylde verdensmålene.

Blandt andet skal Rådet bistå med udvikling af digitale muligheder for at styrke virksomhedernes samfundsansvar i den globale produktion, udvikling af bæredygtige forretningsmodeller samt fastholdelse af udsatte grupper på arbejdsmarkedet.

Bæredygtig business
”Vi skal have endnu flere virksomheder til at engagere sig i samfundets udfordringer. Samfundsansvar er et konkurrenceparameter for de danske virksomheder. Jeg ønsker, at de danske virksomheder engagerer sig strategisk i at arbejde med samfundsansvar i deres kerneforretning i tæt dialog med interessenterne,” siger Erhvervsminister Rasmus Jarlov i følge pressemeddelelsen.

Finansminister Kristian Jensen lægger også vægt på, at mange virksomheder ser muligheden for at gøre en god forretning, samtidig med at de bidrager lidt til en bedre verden.

En del af fokusset skal være socialt, så flere udsatte mennesker kommer ud på arbejdsmarkedet. Det er vigtigt at udnytte gode tider til at få flere ud i job i følge beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen.

Ti af rådets 17 medlemmer, inklusive formanden, er personligt udpeget, og syv er udpeget efter indstilling fra organisationer. Thorkil Sonne, der er stifter af og bestyrelsesformand for Specialisterne Foundation, bliver formand for rådet.

Sympatisk initiativ
Bill T. Brodersen, der er formand for MH, er begejstret for initiativet.
”FN’s 17 verdensmål er særdeles relevante på alle niveauer, og derfor støtter jeg varmt, at der fremover kan sikres en dialog med danske virksomheder om at fremme verdensmålene. Udviklingen af bæredygtige forretningsmodeller bør efter min mening fylde langt mere i skiftende regeringers erhvervspolitik, og rådet kan netop fremme det fokus,” pointerer Bill T. Brodersen.

Tilbage til nyhedsoversigten

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *