Det skal ifølge vedtagne ændringer af Ligebehandlingsloven nu være slut med tillægge tonen på arbejdspladsen en betydning, når man dømmer i sexchikanesager.
I samme forbindelse stiger erstatningen for seksuelle krænkelser på arbejdspladsen i gennemsnit fra 25.000 kroner i godtgørelse til 33.000.
Det fremgår af de ændringer til Ligebehandlingsloven, som regeringen nu har fået vedtaget i Folketinget.
”Der har været alt for mange eksempler på seksuel chikane, og derfor skal det være nemmere at forstå loven og forfølge dem, der måtte udøve seksuel chikane, siger beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V).
Massiv offentlig debat
Ændringerne af loven kommer efter en massiv offentlig debat om grænsen for, hvad der er “frisk tone” på arbejdspladsen.
Et studie af 30 års danske sager om sexchikane viste i vinteren 2017, at cirka halvdelen af de sager om sexchikane, der når de danske domstole, bliver afvist. Og heraf er det godt hver tredje af sagerne, hvor chefen frifindes for sexchikane med henvisning til omgangstonen på den pågældende arbejdsplads, kunne DR’s Undersøgende Databaseredaktion løfte sløret for tilbage i december 2017.
Det skal ifølge regeringen være slut nu. Fremadrettet skal det understreges, at der ikke skal lægges vægt på omgangstonen på en arbejdsplads, når sager om seksuel chikane bliver vurderet.
Desuden har regeringen fået skrevet ind i Ligebehandlingsloven, at lige arbejdsvilkår også omfatter et forbud mod seksuel chikane, skriver Politiken.
Forskerne fra statskundskab på Aalborg Universitet konkluderede i rapporten fra 2017, at i perioden fra 1989-2016 frifindes en række chefer for sexchikane, fordi dommerne vurderer at krænkelsen ”hører med” til en fri eller familiær omgangstone på arbejdspladsen.
”Der er tale om en arbejdsplads med en mandlig dominans og et meget bramfrit sprog, og et frisprog der også vedrørende seksuelle emner,” lyder en begrundelse fra Københavns Byret i en dom om sexchikane, hvor kvinden altså ikke fik medhold, fordi hun ikke i tilstrækkelig grad selv havde sagt fra overfor den eksisterende kultur på arbejdspladsen.
Med de nu vedtagne ændringer vil en arbejdsgiver altså ikke mere kunne henvise til en ”bramfri tone på arbejdspladsen” som undskyldning for sexchikane.
Skriv et svar