Regeringen, DF og Radikale blev i sidste uge enige om ændringer af seniorførtidspensionen, der skal give flere nedslidte mulighed for at forlade arbejdsmarkedet før den normale pensionsalder. Altinget.dk gør os her klogere på indholdet i aftalen.
Mere end 17.000 nedslidte danskere har nu udsigt til at forlade arbejdsmarkedet tidligere. Sådan lød det fra regeringen, Dansk Folkeparti og Radikale, der torsdag i sidste uge blev enige om ændringer i seniorførtidspension.
“Vi har indgået en central aftale, som tager hånd om de mennesker, der er blevet slidt ned gennem arbejdslivet. Det har været vigtigt for os at finde den rigtige løsning for de seniorer, der er nedslidt. De skal have mulighed for at trække sig tilbage tidligere fra arbejdsmarkedet,” udtaler beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) i en pressemeddelelse.
Den nye aftale indebærer en såkaldt seniorpension, der giver danskere mulighed for at forlade arbejdsmarkedet tidligere, hvis de lever op til tre krav.
- For det første skal der være seks år eller mindre, til at man når folkepensionsalderen. Dermed vil retten til seniorførtidspension følge udviklingen i folkepensionsalderen. Det er muligt for nedslidte danskere at søge om at blive tilkendt en tidligere tilbagetrækning seks måneder før, man er gammel nok til at få den.
- Det andet krav er, at man skal have været tilknyttet arbejdsmarkedet i 20 til 25 år med en ugentlig arbejdstid på mindst 27 timer.
- Endelig kræver adgangen til seniorførtidspension, at man ikke er i stand til at arbejde mere end 15 timer om ugen. Når det skal vurderes, om man kan arbejde mere end 15 timer om ugen, sker det på baggrund af ens helbredsmæssige oplysninger og det job, man senest har haft. Hensynet til ens seneste beskæftigelse betyder også, at for eksempel en murer ikke vil kunne blive visiteret til et arbejde i en butik, hvis ikke han kan arbejde mere end 15 timer som murer.
Dem, der får adgang til seniorførtidspensionen, vil få udbetalt en sats, som svarer til førtidspensionen. For at få råd til det afsætter partierne bag aftalen seks milliarder kroner til finansieringen af den nye ordning, som de forventer vil blive brugt af 17.150 personer frem mod 2025. Når den er fuldt indfaset, skal der afsættes 650 millioner kroner årligt.
Differentieret pensionsalder kan blive forligsbrud
Da den nye aftale har karakter af et politisk forlig, vil udmøntningen af aftalen ske i regi af forligskredsen bag seniorførtidspension. Det betyder også, at VLAK-regeringen, Dansk Folkeparti og Radikale ifølge aftaleteksten lover ikke at indgå en aftale om differentieret pensionsalder, hvis ikke alle er med i den.
“Forligspartierne konstaterer, at det vil kræve enighed i forligskredsen om levetidsindeksering at indføre en differentieret pensionsalder, der som en rettighed medfører lavere folkepensionsalder for en gruppe borgere,” står i aftaleteksten.
Foruden en seniorpension indeholder aftalen blandt andet også en nedsættelse af en kommission, der skal undersøge den nuværende udvikling i pensionsalderen.
Skriv et svar