Postet & Arkiveret under Politik.

Boganmeldelse: Der bliver givet en grundig analyse af, hvorfor kapitalismen er syg i Peter Hummelgaards bog ”Den syge kapitalisme”.

Af Finn Asnæs 

Budskabet i bogen kan sammenfattes i tre punkter. Det første er at kapitalismen er et godt og effektivt system. Hovedårsagen til rigdommen i de vesteuropæiske velfærdssamfund er kapitalismen.

Det andet budskab er, at hvis kapitalismen ikke styres og reguleres er den selvdestruktiv og skaber et ulige og uretfærdigt samfund. Et samfund som ikke vil udvikle sig til gavn for borgerne.

Budskab nummer tre er, at hvis kapitalismen reguleres, vil man kunne skabe et bedre og mere retfærdigt samfund.

Peter Hummelgaards sigte med bogen er at dokumentere at kapitalismen i Europa ikke længere er til gavn for borgerne. Dereguleringen af den finansielle sektor og monopoler er årsagen til en stigende ulighed og et uretfærdigt samfund. Derfor skal kapitalismen tøjles.

På basis af sin diagnose af den syge kapitalisme, vil han så anvise den medicin der skal helbrede kapitalismen.

Uretfærdig ulighed skaber politikerlede 
Med en række eksempler og statistiske oplysninger stiller Peter Hummelgaard diagnosen. Han dokumenterer hvordan eliten tager en stadig større del at de værdier der skabes end den almindelige lønmodtager. Her læner han sig op ad den franske økonom Thomas Piketty.

Peter Hummelgaard bekender sig til kapitalismen. Han går ind for lighed, men kun til en hvis grænse. Derfor skelner han mellem det, han kalder den retfærdige ulighed og den uretfærdige ulighed.

Han dokumenterer mange af sine analyser og udsagn på kilder. Han har mere en 200 henvisninger i noterne i bogen. Men i de mere politiske analyser henviser han til, at det fremgår af undersøgelser eller analyser.

Hovedbudskabet i denne del af bogen er, at den uretfærdige ulighed skaber politikerlede og er ødelæggende for en positiv udvikling af samfundet. Og derfor skal den syge kapitalisme helbredes.

Medicinen
Anden del af bogen handler om, hvad der kan gøres for at helbrede sygdommen. Her bruger forfatteren en del sider på opsummere. Altså yderligere en understregning af, at det er nødvendigt at gøre noget.

Når Peter Hummelgaard så kommer frem til kernen – medicinen – så bruger han en relativ lille del af bogens 226 sider på forslag, der skal helbrede kapitalismen. Det ville være spændende med en mere grundig gennemgang af, hvad der konkret kan gøres for at styre kapitalismen, og det kunne være et godt grundlag for en bog nr. 2 fra Peter Hummelgaards hånd.

For de læsere der er interesseret i at hente inspiration på dette område, vil jeg anbefale at læse en rapporten Sustainable Equality, som tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen har været med til at skrive, sammen med en række europæiske venstrefløjspartier. Den kan hentes ved at klikke her!

Konklusion:
Den syge Kapitalisme af Peter Hummelgaard er en velskrevet bog, der giver et godt indblik i hvad en progressiv socialdemokrat tænker. Den giver en udmærket analyse af, hvad der er galt med vores samfund, og hvad der skaber politikerlede.

Bogens løsningsdel bør dog følges op af mere detaljerede beskrivelser i den næste bog fra Hummelgaard.

Tilbage til nyhedsoversigten

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *