Postet & Arkiveret under Livsstil.

Det er bestemt ikke unormalt at føle sig træt – og der kan være mange årsager til det. I første omgang er det værd at se på, om du sover nok.

”Det første man kan gøre selv, hvis man føler sig mere og mere træt uden andre symptomer, er at passe på søvnhygiejnen og at komme i bedre fysisk form. Hvis trætheden fortsætter, eller man får andre symptomer, skal man tage fat i sin læge og få foretaget en klinisk undersøgelse,” forklarer Urs Beat Schafroth, der er specialist i endokrinologi og medicin, til kk.no.

Søvnforstyrrelse eller lavt stofskifte
Træthed kan altså være et hyppigt symptom hos både syge og raske mennesker. Men den har typisk en årsag. En af dem kan være lavt stofskifte, som er en tilstand flere får med alderen. Den kan bestemmes med en blodprøve og har en række symptomer. Fx depression, træthed, vægtøgning, tør hud, hårtab, problemer med maven, hævelse på hænder og fødder, brystsmerter mm.

Andre årsager til træthed kan være dårligt reguleret diabetes, lever- og nyreforstyrrelser, hjertesvigt, fibromyalgi, HIV, borrelia, nogle kræfttyper eller medicin. Men her er vi altså ude i de mere sjældne tilfælde. Det kan nemlig også bare være en søvnforstyrrelse.

”Obstruktiv søvnapnø hos overvægtige er forholdsvist hyppigt set. Særligt når BMI overstiger 40,” siger Urs Beat Schafroth.

Ved søvnapnø lukkes luftvejene kortvarigt i søvnen, og man vågner kort, hvor de så åbner igen. Disse opvågninger ødelægger søvnen.

Kig på kost og dårlige vaner
Søvnen kan også være forstyrret af et overforbrug af alkohol, overgangsalder hos kvinder eller psykiske lidelser. Men trætheden kan også være forbundet med de vaner, du har i din hverdag.

”Hvad man spiser og ikke spiser, er en vigtig ting af tænke over. En næringsrig, varieret og sund kost hjælper kroppen til at orke mere. Føler man sig træt og slidt, hjælper det ikke noget at sætte sig i sofaen med sodavand og fastfood,” siger ernæringsekspert Malén Gudbrandgard.

Hun peger på, man skal spise varieret, fiberrigt og vælge grøntsager og sunde fedtkilder.

”Jernmangel kan også gøre dig træt, give dig hovedpine og gøre dig tung i kroppen. Indmad, fx lever, fuldkorn og grøntsager bidrager med jern i kosten,” siger hun.

Kroppen optager jern bedst, når man får C-vitamin. Så spis også gerne kiwi, appelsin og peberfrugt.

Tilbage til nyhedsoversigten

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *