Postet & Arkiveret under Arbejdsmarkedet.

Radikale opgiver foreløbig sit krav om at sænke den såkaldte beløbsgrænse for at få mere udenlandsk arbejdskraft til Danmark. De foreslår ifølge Altinget.dk i stedet at lade virksomheder ansætte faglærte arbejdere fra lande uden for EU på danske løn- og arbejdsvilkår. “Umiddelbart positivt,” siger S.

Det har længe stået på Radikales ønskeliste at få åbnet for mere udenlandsk arbejdskraft fra lande uden for EU.

Nu forsøger Det Radikale Venstre derfor at komme regeringen og de to andre støttepartier i møde ved at lempe et centralt krav.

Hidtil har partiet i sit finanslovsudspil foreslået en simpel sænkning af beløbsgrænsen, det vil sige grænsen for, hvad man skal tjene, for at få lov at komme til Danmark og arbejde, fra de i dag gældende 427.000 kroner til 325.000 kroner.

Det forslag har både SF og Enhedslisten rynket på næsen af, og derfor justerer partileder Morten Østergaard nu forslaget ved i stedet at lægge op til, at virksomheder med overenskomst skal kunne hyre faglærte udlændinge, så længe de ansættes på samme løn- og arbejdsvilkår som danskere.

“Metoden kunne i stedet være, at man simpelthen bare siger, at virksomheder med overenskomst kan ansætte folk i faglærte stillinger, hvis bare de betaler dem den samme løn og giver dem samme vilkår, som hvis de havde ansat en dansk faglært,” siger Morten Østergaard.

Skipper: Ikke vores kop te
Adgangen til udenlandsk arbejdskraft fra lande uden for EU udgør en af de skarpe kanter mellem Radikale, som ønsker nemmere adgang, og regeringen, SF og Enhedslisten, som hellere vil satse på opkvalificering af danske ledige og arbejdskraft fra andre EU-lande.

Det står i regeringens og støttepartiernes fælles forståelsespapir, at det skal sikres, at “virksomheder eller velfærdsinstitutioner, der har en konkret mangel på arbejdskraft, på minimum faglært niveau, hurtigt og ubureaukratisk kan tiltrække kvalificeret udenlandsk arbejdskraft”.

I Enhedslisten forholder man sig alligevel grundlæggende kritisk over for idéen, men hælder ikke fuldstændig Radikales nye forslag af brættet.

“Vi ser ikke et behov for endnu mere udenlandsk arbejdskraft,” siger partiets politiske ordfører, Pernille Skipper.

”Hvis man på nogen måde skal gøre det, skal man sikre nogle alvorlige værn mod social dumping, det vil sige risikoen for at trykke løn og arbejdsvilkår i Danmark. Det må vi jo så kigge på, men det er bestemt ikke Enhedslistens kop te,” fastslår Skipper.

S: Positiv melding
I Socialdemokratiet tager man anderledes godt imod de nye toner fra Radikale Venstre.

“Det er umiddelbart positivt, at Radikale bevæger sig væk fra sit fokus på mindsteindtjeningskravet og ind på et andet regime, hvor vi kan diskutere nogle andre løsninger,” siger finansordfører Christian Rabjerg Madsen.

DI: Det rykker
Også i Dansk Industri tager man vel imod den radikale kursændring.

“Det kan helt bestemt rykke noget. Vores ønske er lige præcis at åbne for noget mere faglært arbejdskraft fra udlandet, fordi det er der, virksomhederne har en mangel på hænder,” siger vicedirektør Steen Nielsen, der dog alligevel ville foretrække en regulær nedsættelse af beløbsgrænsen.

“Det vil være den enkleste måde at gennemføre det på. Så snart man begynder at sige, at det skal være faglært arbejdskraft, opstår der straks krav til dokumentation af uddannelse og sådan noget. Det bliver hurtigt mere bureaukratisk i forhold til en ren beløbsgrænse,” siger Steen Nielsen.

Omvendt håber man i Fagbevægelsens Hovedorganisation på, at finanslovsforhandlingerne ikke fører til lempelser af reglerne for udenlandsk arbejdskraft.

“Vi kan ikke se behovet for det nye forslag om mere faglært udenlandsk arbejdskraft, da der ikke er generel mangel på arbejdskraft, og da vi fortsat har 100.000 ledige,” skriver næstformand Arne Grevsen i en mail.

MH anbefaler klare og gennemskuelige regler
Merkonomernes Hovedorganisation ser i spænding frem til, hvorledes regering og folketing lander denne sag.
“Vi anbefaler klare og logiske regler. Erhvervslivet, organisationerne og borgerne har på arbejdsmarkedsområdet – som på andre områder – brug for gennemskuelig lovgivning,” fastslår Bill T. Brodersen, der er formand for MH.

Tilbage til nyhedsoversigten

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *