Det er ikke alle, der vil bydes velkommen til kvarteret med kaffe og kage.
Når man køber sit hus eller sin lejlighed, kan man ikke vælge sine naboer. Og der er mange, der ender i skænderier med naboerne pga. både små og store ting. Indimellem kan man endda læse historier om deciderede nabokrige, der er kørt helt i hårdknude.
Men der er også mange holdninger til, hvordan man er en god nabo, og hvad man egentlig kan tillade sig at bede sin nabo om.
Derfor har Videncentret Bolius sammen med analyseinstituttet YouGov faktisk undersøgt, hvad vi tænker om vores naboer. Eller nærmere: Hvad kan man egentlig tillade sig at spørge sin nabo om?
Ikke alle vil låne
For mange er det måske helt almindeligt at spørge naboen, om hun eller han lige vil kigge efter ens bolig, mens man er på ferie. Man faktisk mener 13 pct. af danskerne, at det er grænseoverskridende.
19 pct. synes også, det er grænseoverskridende, hvis naboen kommer og vil låne værktøj, stole eller lignende. Og 29 pct. finder det grænseoverskridende, hvis naboen byder én velkommen til kvarteret med kage eller blomster.
”Det kan godt være overvældende, hvis man er flyttet ind i et område, at der pludselig står nogen med kaffe og kage, som både vil snakke og ind os se, hvordan man bor. Det kan være en rigtig fin ting at gøre, men det er forståeligt, at nogle finder det anmassende, hvis det ikke er den form for nærgående naboskab, man er interesseret i,” siger Tine Nielsen, der er fagekspert hos Videnscentret Bolius.
Må selv købe mælk og mel
Hvis man er løbet tør for mel eller æg midt i bagningen, ville mange måske også ty til naboens hjælp. Men det finder hele 33 pct. faktisk grænseoverskridende.
”Det er nok forskelligt, alt efter hvor man bor. Det er formentlig intet problem langt ude på landet, hvor der kan være langt til indkøb. Alle andre steder lyder det lidt som en dårlig undskyldning. Tidligere lånte man meget på kryds og tværs, blandt andet fordi lukkeloven gjorde det svært at handle uden for et bestemt tidsrum. Men i dag skal du mange steder ikke langt væk fra boligen for at købe æg, mælk og sukker på alle tidspunkter af døgnet,” forklarer Tine Nielsen.
42 pct. mener desuden også, det er grænseoverskridende, hvis naboen spørger, om man vil passe et kæledyr i forbindelse med en rejse.
Kilde: Bolius
Skriv et svar