Postet & Arkiveret under Arbejdsmarkedet, Politik.

Danskerne har knap 60 mia. kr. til gode i feriepenge, og beløbet vil stige til knap 100 mia. kr. i august. DA og FH foreslår nu, at staten stiller finansiering til rådighed, så danskerne kan få udbetalt de indefrosne feriepenge. Det vil hjælpe hjulene i gang i dansk økonomi.

Overgangen til den nye ferielov indebærer, at man indefryser de feriepenge, som danskerne optjener i overgangsfasen fra 2019 til 2020. Det drejer sig om omkring 100 mia. kr., som løbende spares op hos virksomhederne.

Ordningen er lavet for at undgå, at virksomhederne bliver drænet for likviditet ved at skulle udbetale et års ekstra feriepenge til alle ansatte på én gang. Det har indtil nu været meningen, at de indefrosne feriepenge først skulle udbetales til danskerne, når de skal på pension.

Nu foreslår Dansk Arbejdsgiverforening og Fagbevægelsens Hovedorganisation, at der optages forhandlinger med regeringen og Folketinget om, at danskerne får udbetalt de indefrosne feriepenge én gang for alle.

Men da virksomhederne ikke kan tåle at blive drænet yderligere for likviditet, foreslår DA/FH, at staten står for at udbetale de indefrosne feriepenge til lønmodtagerne og herefter opkræver beløbet hos virksomhederne i takt med, at medarbejderne går på pension.

”Vi vil foreslå regeringen, at staten træder til og udbetaler pengene i 2020. Og så må virksomhederne betale pengene tilbage til staten,” siger formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation, Lizette Risgaard.

”Danske virksomheder og dansk økonomi er hårdt ramt af Corona-krisen. Der findes ingen hurtige genveje til at genoprette Danmark, og derfor skal vi spille på alle tangenter. Hvis vi med statens hjælp frigiver danskernes indefrosne feriepenge, vil vi pumpe 55 milliarder efter skat ud i samfundet. Det vil betyde nye ordrer til danske virksomheder og flere job til danskerne,” siger administrerende direktør i Dansk Arbejdsgiverforening Jacob Holbraad.

Tilbage til nyhedsoversigten

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *