Når vi træner, er det måske for at blive stærkere i armene eller at få faste mavemuskler. Men de færreste tænker nok over, at mange andre dele af kroppen også har rigtig meget gavn af motion.
En hjerneforsker peger nemlig på, at hjernen faktisk er det organ, der styrkes mest af træning. I et studie står det klart, at regelmæssig fysisk aktivitet faktisk halverer risikoen for at få Alzheimers.
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at man er fysisk aktiv mindst 30 minutter om dagen med moderat eller høj intensitet og derudover også dyrker motion med høj intensitet to gange om ugen. Det reducerer risikoen for kræft og hjertekarsygdomme – men det styrker altså også hjernen.
Hjernen skrumper med alderen
Når man bliver ældre, skrumper hippocampus i hjernen nemlig. Hippocampus spiller en vigtig rolle for hukommelse og læring.
”Det er en normal del af aldringen af hjernen. Men når vi tager billeder af hjernen, kan vi tydeligt se, at den skrumper langsommere blandt dem, der er fysisk aktive. Hos disse personer dannes der nye og friske blodårer i hjernevævet, som er netop det område, hvor hukommelsen ligger. De nye blodårer gør, at hjernevævet får lettere adgang til ilt og næringsstoffer. De får mere ’mad’,” siger Linda Hildegard Bergersen, der er forsker i aldringens biologi ved Universitetet i Oslo.
Når man er fysisk aktiv, danner man nye nerveceller i hjernen. Man får nye hjerneceller hele livet, men man får færre nye med alderen.
”Derfor er træning ikke nok, når du er blevet 60 år eller er ældre. Du må også bruge hjernen,” siger hun.
Dyrk motion med vennerne
Udover at løse krydsord og sudoku, træner man bedst hjernen ved at være social.
“Noget af det smarteste at gøre er at være fysisk aktiv sammen med andre mennesker. Så får du både fysisk træning, og hjernen får mulighed for at være social. Så kan du få ekstra mange nye celler i hjernen,” siger Linda Hildegard Bergersen.
Hjerneforsker Ole Petter Hjeller bekræfter også, at motion har utrolig mange gode effekter på hjernen. Hvis fysisk aktivitet var en pille, ville alle tage den, som han siger.
Kilde: KK.no.
Skriv et svar