Postet & Arkiveret under Arbejdsmarkedet.

Mette Frederiksen (S) foreslog i sin 1. maj-tale i 2018 at give 50.000 kroner til elever, der tager en erhvervsuddannelse i fag med mangel på arbejdskraft. Forslaget mødte i sin tid hård modstand, og nu har Socialdemokratiet ifølge Altinget.dk også selv droppet idéen.

Der kommer ingen bonus til unge, der tager en uddannelse i fag, der mangler folk. Socialdemokratiet har nemlig droppet idéen om at give elever en kontant bonus på 50.000 kroner, hvis de tager udvalgte erhvervsuddannelser.

Tanken blev præsenteret af partiformand Mette Frederiksen 1. maj 2018, men er nu lagt på lager, forklarer undervisningsordfører Jens Joel (S).

“Vi skal gå andre veje,” siger han og tilføjer:
”Vores forslag om en bonus fik en relativ hård medfart, da det blev præsenteret. Både fra elever, partier og brancheorganisationer. Vi har taget bestik af det, og derfor er det ikke på prioriteringslisten.”

Tilbage i 2018 begrundede den nuværende statsminister Mette Frederiksen forslaget med, politikere nogle gange må “gøre noget ekstraordinært for at rette op på de problemer, vi selv har været med til at skabe”.

Jens Joel siger, at intentionen om at styrke erhvervsuddannelserne og få flere til at søge dem er intakt. Men han erkender, at det konkrete forslag ramte forbi skiven.

”Det ikke var det mest oplagte i andres øjne. Vi kan godt se, at andre ting er mere fremkommelige. Vi har nogle andre ting på prioriteringslisten nu,” siger han.

Unge skal spores ind tidligere
Ifølge Jens Joel har partiet blandt andet særligt fokus på tidligt at spore flere unge i retning af erhvervsuddannelserne. Det kan blandt andet ske med en forbedret vejledningsindsats, ligesom der skal sættes ind allerede i folkeskolen.

”Vi skal have praksisfagligheden ind i folkeskolen, så nogle af de unge, der bliver motiveret af at arbejde med deres hænder, kan blive tændt af det tidligere, for det er lidt sent først at fortælle dem i 9. klasse, at en erhvervsuddannelse kan være en god vej at gå,” siger Jens Joel.

Han mener det i højere grad skal belønnes og mentalt tilskyndes at engagere sig i for eksempel håndværk og design og madlavningstimerne.

”Det er ekstremt vigtigt, at man kan sine grundlæggende kundskaber i dansk og matematik, men de andre ting skal ikke vurderes som mindre vigtige eller noget man kun gør, hvis man lige har tid,” siger han.

Tilbage til nyhedsoversigten

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *