Antallet af lønmodtagere i Danmark steg ifølge Ritzau med 11.000 i juni efter tre måneder med fald forinden. Det viser tal fra Danmarks Statistik.
Trods fremgangen i juni ændrer det ikke ved, at beskæftigelsen under Corona-krisen er dykket med 74.000. Tallet dækker både over stillinger på fuldtid og deltid. Til sammenligning faldt beskæftigelsen med omkring 160.000 under finanskrisen. Det var over en periode på to år fra 2008 til 2010.
Hos Arbejdernes Landsbank påpeger cheføkonom Jeppe Juul Borre, at krisen ikke er afblæst, selv om det er begyndt at gå den rigtige vej.
“Vi har hele tiden set krisens dybde som relativt kortvarig, og det ændrer dagens tal ikke en tomme på,” siger han i en skriftlig kommentar til Ritzau.
“Men nu bliver det afgørende, hvor kraftige de økonomiske ringe i vandet bliver, når brancher, som ikke har været hårdest eller først ramt, nu går ind i en trimmeperiode med risiko for at skulle skære medarbejderstabene til,” siger han.
Forud for udbruddet var antallet af lønmodtagere rekordhøjt på 2,8 millioner i februar. Hos Danske Bank vurderer cheføkonom Las Olsen, at vi skal frem til 2022, før arbejdsmarkedet er på¥ samme niveau som før Corona-udbruddet.
Skriv et svar