Postet & Arkiveret under Ikke kategoriseret.

Der er god grund til at kigge sine vaskevaner igennem, når flere og flere rammes af coronavirus.

Vi skal bære mundbind i den offentlige trafik, vi skal stadig spritte hænderne af, og vi skal generelt være ekstra opmærksomme på at forhindre smitte af coronavirus. Og det kan vi blandt andet gøre ved noget så simpelt som at vaske vores tøj korrekt.

Tidligere har Sundhedsstyrelsen anbefalet, at man vaskede al tekstil ved 60 grader for at slå virus helt ud. Men det er ændret nu. Det er nemlig stadig en god idé at vaske sengetøj, håndklæder, viskestykker og klude ved 60 grader, hvis familien ellers er sund og rask. Resten af tøjet kan vaskes efter den anvisning, der står på mærket.

”Det, der mest effektivt slår bakterier og virus ihjel, er vask på 60 grader og derover, men man kan sagtens vaske tøjet rent ved lavere temperaturer,” siger Anne Grete Rasmussen fra Videncentret Bolius.

Har ændret anbefalingerne
Før anbefalede Sundhedsstyrelsen ellers, at man vaskede alle tekstiler ved 60 grader, hvis der var coronavirus i hjemmet. Men nu anbefaler man at følge vaskeanvisningen på tøjet, da sæben og enzymerne i vaskevandet opløser fedtmembranen omkring virussen, så den bliver inaktiv.

Som nævnt sidder der en fedtkappe om coronavirus, og den kan opløses af sæbe. Men det er meget vigtigt, at man bruger det rigtige vaskemiddel i den rigtige mængde.

”Vasker du ved lave temperaturer under 40 grader, så er det bedst at vælge flydende vaskemiddel, da pulver er svært at opløse ordentligt. Desuden er det vigtigt, at du doserer korrekt, så der er sæbe nok i vaskevandet,” lyder det fra Anne Grete Rasmussen.

Enzymer kan forbedre vasken
Og sæbedoseringen afhænger af, hvor meget kalk der er i vandet. Her skal man tjekke vandets hårdhed og herefter følge anbefalingen på pakken.

Man kan med fordel købe vaskemiddel med tilsatte enzymer, hvis man vasker ved lave temperaturer. På den måde bliver mere snavs opløst, selvom man ikke vasker ved 60 grader. Kig særligt efter enzymet lipase, lyder rådet.

Kilde: Bolius.dk

Tilbage til nyhedsoversigten

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *