Skatteminister Morten Bødskov nedtoner ifølge Altinget.dk forventningerne til overenskomstfornyelse for 180.000 ansatte i staten. Vores tilgang er ambitiøs, men realistisk, lyder det fra de ansattes topforhandler.
Tre journalister med mundbind havde torsdag aften den 17. december indfundet sig til pressemøde i Skatteministeriet i anledning af opstarten på overenskomstforhandlingerne for statens 180.000 ansatte.
Fremmødet og ministeriets nærmest spøgelsestomme bygninger på Christianshavn illustrerede på bedste vis bagtæppet for forhandlingerne.
“Det er ikke nemme forhandlinger. Vi er nødt til at tage højde for den situation, dansk økonomi befinder sig i, hvor vi er heftigt påvirket af en Corona-pandemi og en økonomisk situation, som er meget alvorlig for Danmark,” sagde skatteminister Morten Bødskov (S).
Frisk start efter turbulent OK18
Efter et årti med turbulente og konfliktfyldte forhandlinger på det offentlige arbejdsmarked – senest i 2018 – havde den socialdemokratiske regering ellers lagt op til en frisk start.
Morten Bødskov lægger dog ikke skjul på, at Corona-krisen har skabt en situation, hvor der økonomisk set ikke er meget at komme efter.
“Danmark er hårdt ramt, og derfor er det jo på ingen måde noget ønskescenarie. Der er tusindvis af mennesker, der har mistet deres arbejde, og vi har tabt enorme mængder af vækst,” siger han.
For at skabe armslængde til Finansministeriet er den udskældte Moderniseringstyrelse nu fortid, og ansvaret for statens overenskomster er nu placeret i den nyoprettede Medarbejder- og Kompetencestyrelse under Skatteministeriet.
“Vi har med den nye styrelse gjort vores til, at vi kunne få en frisk start efter forløbet i 2018. Det har været en bevidst strategi fra regeringen, og det er blevet taget godt imod. Men så er det klart, at både dansk økonomi og verdensøkonomien er temmelig udfordret, og det kommer selvfølgelig til at påvirke de rammer, der er for forhandlingerne,” siger Bødskov.
CFU: Vi er nødt til at udvikle og forbedre
Chefforhandler for de statsansatte er denne gang Rita Bundgaard, der som formand for HK Stat siden 2012 dog langt fra er nogen nybegynder ved forhandlingsbordet.
Hun understreger, at CFU (Centralorganisationernes Fællesudvalg, red.) er både ambitiøse og realistiske ved indgangen til forhandlingerne.
“Vi ved godt, at der er stor usikkerhed om økonomien i de kommende år, men vi er nødt til at udvikle og forbedre, selv om det er en vanskelig tid,” siger hun.
CFU stiller krav om generelle lønstigninger, der som minimum sikrer reallønnen. En lav inflation gør det på den ene side billigere at indfri forventningen, men en turbulent og uforudsigelig Corona-økonomi gør det svært at ramme det rigtige niveau.
Det sidste er vigtigt, fordi den offentlige lønudvikling gennem den såkaldte reguleringsordning er bundet til lønudviklingen på det private arbejdsmarked. De private overenskomstforhandlinger sikrede i foråret lønstigninger på tre procent – det bedste resultat siden finanskrisen, men til gengæld er kassen siden blevet smækket i ved de lokale lønforhandlinger.
Den store usikkerhed om økonomien betyder dog, at den økonomiske ramme først forventes at blive meldt ud sent i forløbet.
Bløde pakker behøver ikke koste penge
Tilliden mellem parterne er dog som udgangspunkt betydelig bedre end ved overenskomstforhandlingerne i 2018, understreger Rita Bundgaard.
Forud for forhandlingerne har parterne blandt andet indgået en fælles forhandlingserklæring om tillid og åbenhed i forhandlingsforløbet.
“Det er en frisk start, det er der ingen tvivl om. Det er ikke til at vide, hvad der gør forskellen, når først vi sidder der, men vi har i hvert fald haft et godt samarbejde henover foråret. Så det er en helt anden tilgang til overenskomstforhandling, end vi oplevede i 2018,” siger hun.
CFU har også lagt en række krav på bordet, som skal forbedre rammerne for medlemmernes arbejdsliv og arbejdsmiljø – herunder styrkede seniorvilkår, frit valg og kompetenceudvikling.
Bløde pakker, som ifølge Rita Bundgaard ikke behøver at koste penge, og som kan være i begge parters interesse.
“Der er nogle ting, som ikke koster noget, for eksempel fritvalgsordninger og kompetenceudvikling, men som alligevel har stor værdi for den måde, vores medlemmer i sidste ende vil måle et resultat på,” siger hun.
MH håber at den gode stemning holder
Hos MH glæder adm. direktør, Bjarne von Osmanski, sig over de positive toner fra Rita Bundgaard.
“Jeg håber meget, at vi får et relativt udramatisk forhandlingsforløb. I den nuværende situation er det utroligt vigtigt, at forhandlingerne resulterer i solide aftaler, som både arbejdsgivere og lønmodtagere kan se sig selv i. De omtalte “bløde pakker” vil således kunne bidrage til en fornuftigt løsning,” fastslår Bjarne von Osmanski.
Skriv et svar