Hvordan ser arbejdsmarkedet ud i 2030, og hvad skal der til for, at du også om 10 år er en attraktiv medarbejder på et helt anderledes arbejdsmarked?
Det er nogle af de spørgsmål, som vi sætter fokus på, når vi torsdag den 26. august fra kl. 14 til kl. 15 inviterer til et webinar.
Tiden med Corona-nedlukningen har sat ekstra skub i hjemmearbejdspladser og virtuelle møder. Den udvikling vil næppe blive rullet tilbage.
Fra fast arbejde til løse opgaver
Det er imidlertid ikke kun de fysiske rammer, der er under forandring. Ifølge Kurt Scheelsbeck fra MH vil også ansættelsesforholdene ændre sig markant.
”Vi ser allerede nu, at virksomhederne ansætter langt flere medarbejdere på projektbasis. I USA har man f.eks. gennem de seneste år oplevet en eksplosiv udvikling i freelanceansættelser. I dag arbejder ca. 40 pct. af den amerikanske arbejdsstyrke som freelancere, og andelen må forventes at stige til det dobbelte niveau frem mod 2030,” siger Kurt Scheelsbeck og fortsætter:
”Der er derfor gode argumenter for at orientere sig om mulighederne for at tilegne sig nye kompetencer, så man kan fastholde sin ”markedsværdi” på fremtidens arbejdsmarked. På webinaret vil vi derfor også give konkrete bud på, hvordan man som merkonom kan supplere sin viden om det, der vil være efterspørgsel på i fremtiden,” fortæller Kurt Scheelsbeck.
Sæt på denne baggrund allerede nu et stort kryds i kalenderen ud for torsdag den 26. august. Vi vil i starten af august – i dette nyhedsbrev – udfolde et detaljeret program for webinaret.
Skriv et svar