Postet & Arkiveret under Sundhed.

Mange forskellige ting i dit liv har faktisk betydning for dine drømmerier.

Vi drømmer alle. Både vilde og mærkelige drømme, men også simple drømme om hverdagen. Og der er faktisk en række faktorer, der kan påvirke, hvad vi drømmer om natten.

“Der er meget, vi ikke ved om søvn og drømme. Vi ved eksempelvis ikke, hvilken slags funktion drømme har. Nogle mener, de har et budskab til os. Andre mener, at det handler om følelsesmæssige oplevelser. Andre hævder, at drømme er vigtige for kreativitet og problemløsning, for konsolidering af minder eller sletning af hukommelse, vi sjældent bruger, eller detaljer, vi ikke behøver at huske, så vi gør plads til vigtigere ting at huske,” forklarer Ingrid Sønstebø, der er psykolog, til KK.no.

Man ved dog, at søvn er vigtig for læring, koncentration og hukommelse, og Ingrid Sønstebø peger også på, at søvnen kan have en slags renselsesfunktion for hjernen.

Her er 5 faktorer, der kan påvirke dine drømme:

Sovestilling
Det har faktisk en betydning for dine drømme, hvordan du sover om natten. En undersøgelse foretaget på 670 mennesker har vist, at sover man på maven, øger det sandsynligheden for at have erotiske drømme.

Medicin
Nogle typer antidepressiv medicin kan give urolig søvn og mareridt, mens blodtryksmedicin også kan give mareridt. Medicin kan altså påvirke drømme.

Søvnløshed
Har du svært ved at sove, kan det faktisk betyde, at du oftere har mareridt. Et japansk studie publiceret i tidsskriftet Sleep Medicine har vist, at 70 pct. af de personer, der var plaget af søvnløshed, døjede med mareridt. For personer, der ikke døjede med søvnløshed, lå tallet på 29 pct.

Stærke indtryk
Nogle af de drømme, vi husker, virker helt absurde og langt ude. Men de er ikke helt tilfældige. Meget tyder på, at vi drømmer om ting, som vi har oplevet eller tænkt på i vågen tilstand. Ståle Pallesen, der er professor ved Universitetet i Bergen, har tidligere udtalt til KK, at vi sjældent drømmer om ting, som er helt irrelevante.

“Mange mener, at drømme er en slags forlængelse af den aktivitet, vi har i vågen tilstand. Derfor bliver det tydeligt, at det vi drømmer om, er ting, vi har oplevet, tænkt meget på eller som betyder meget for os,” siger han.

Drømme kan godt være påvirket af traumer, men det kan også være noget andet, der ligger dig meget på sinde.

Sindsstemning
Følelser og drømme hænger tæt sammen. Sindsstemningen påvirker drømmene. Der er en klar sammenhæng mellem søvn, stress og psykisk helbred. Når vi oplever meget stress eller har det svært psykisk, påvirker det søvnen på flere måder. Vi kan få svært ved at sove, sove let, få mareridt og vågne ofte eller vågne meget tidligt om morgenen.

Kilde: KK.no

Tilbage til nyhedsoversigten

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *