Postet & Arkiveret under Sundhed.

Alle mennesker er forskellige, og nogen har en mere positiv tilgang til tilværelsen end andre. Og det kan give pote. Flere studier har vist, at et optimistisk sind giver mindre risiko for sygdom. Og nu peger endnu et studie i samme retning.

Lewina O. Lee fra det amerikanske National Center for Posttraumatic Stress Disorder har sammen med sine kollegaer brugt data fra to store og langvarige befolkningsstudier til at se, om optimister lever længere. Og det gør de.

Faktisk levede deltagerne med det mest positive livssyn 15 pct. længere og havde større chance for at blive 85 år sammenlignet med dem, der var mest pessimistiske.

Sundere og bedre valg i livet
Resultaterne fra den nye undersøgelse stemmer overens med tidligere undersøgelser af optimisme og sundhed. Man ved dog ikke helt, hvordan optimismen mere præcist påvirker livslængden. Forskerne har dog nogle bud.

Nogle mener eksempelvis, at optimister tager flere gode valg igennem deres liv, fx at de spiser sundt, dyrker motion, ikke ryger eller drikker for meget alkohol, og at de går til lægen med de helbredsproblemer, de oplever.

Der er også mulighed for, at de har valgt en bedre strategi for deres liv, såsom at se problemer som udfordringer og ikke som trusler. Optimisme menes også at kunne påvirke immunsystemet og dermed mindske risikoen for betændelse i kroppen.

 Optimisme kan læres
Noget tyder altså på, at optimisme er en psykologisk ressource, som fremmer sundhed og livslængde, skriver forskerne i tidsskriftet PNAS.

”Optimisme er en vigtig psykologisk dimension, som har vist nogle interessante koblinger til sundhed,” siger Richard Davidson, der er professor i psykiatri ved University of Wisconsin-Madison.

For selvom positiv tænkning delvist er genetisk bestemt, kan man faktisk også træne sig til at blive bedre til at tænke positivt. Både gennem øvelser, meditation og kognitiv terapi.

Kilde: Forskning.no

Tilbage til nyhedsoversigten

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *