Postet & Arkiveret under Arbejdsmarkedet, Sundhed.

Industriens overenskomst giver nu ifølge Altinget.dk mulighed for 38 seniorfridage årligt – og dermed mere fleksibel tilbagetrækning. Men det stiller krav om bedre planlægning af senkarrieren, mener PFA.

Med overenskomstaftalen på industriens område er der banet vej for bedre og mere fleksible rammer for seniorer, som ønsker en gradvis nedtrapning i arbejdslivet – eller gerne vil fortsætte efter pensionsalderen.

Et centralt element i aftalen mellem Dansk Industri og CO-industri er nemlig, at den såkaldte fritvalgskonto øges fra de nuværende fire til syv procent i løbet af den treårige overenskomstperiode.

Det giver konkret mulighed for seks ekstra seniorfridage årligt.

“Flere penge på fritvalgskontoen giver automatisk flere muligheder for at købe seniorfridage. Så på den måde har vi også sikret mere fleksibilitet til seniorerne,” siger Mads Andersen, der er formand for industrigruppen i 3F og næstformand i forhandlingskartellet CO-industri.

Industriens overenskomst omfatter 230.000, men resultatet kan få langt mere omfattende betydning, fordi industriens forlig lægger sporet for de øvrige private overenskomster, som omfatter over 600.000 lønmodtagere.

Nærmer sig 4-dages arbejdsuge
Seniorfridage blev indført sammen med fritvalgskontoen i 2012, hvor man også fik mulighed for at veksle pensionsbidrag til seniorfridage. I første omgang rakte muligheden dog ikke langt, da fritvalgskontoen var på én procent.

Efter et hop til to procent i 2014 steg fritvalgsordningen i 2017 til fire procent. Fuldt udnyttet giver det mulighed for 32 seniorfridage årligt for medarbejdere, som har under fem år til pensionen.

De seks dage ekstra, som forøgelsen af fritvalgskontoen nu giver mulighed for, bringer dermed antallet af seniorfridage op på 38.

Lægger man dertil de fem feriefridage, som i folkemunde kendes som den 6. ferieuge, er den 4-dages arbejdsuge i praksis en realitet for industriens grå guld.

Der findes i dag intet samlet billede af, hvordan fritvalgskontoen bliver brugt. En undersøgelse blandt HK Privats medlemmer viste dog i maj sidste år, at 59 procent får pengene udbetalt, 19 procent bruger dem på ekstra pension, mens kun 8 procent udnytter retten til enten seniorfridage, omsorgsdage eller fridage.

Seniorer kan få pension udbetalt som løn
Som led i overenskomstfornyelsen bliver det fremover også muligt for medarbejdere at få deres pensionsbidrag udbetalt som løn, hvis de fortsætter med at arbejde efter pensionsalderen.

“På den måde kan det blive mere attraktivt at arbejde længere, fordi man ikke binder pengene på en pensionsordning, som man allerede har indbetalt til i mange år, og som man måske får mindre brug for, jo længere man arbejder,” forklarer Mads Andersen.

Da Seniortænketanken i november sidste år offentliggjorde deres anbefalinger til, hvordan man kan få flere danskere til at arbejde længere, lød der blandt andet en opfordring til arbejdsmarkedets parter om at fremme lokale løsninger på arbejdspladserne.

Ifølge DI-direktør Lars Sandahl Sørensen har man ved overenskomstbordet forsøgt at adressere opfordringen.

“Rigtig mange vil gerne blive i jobbet og som en del af fællesskabet, men de ønsker måske bare ikke at arbejde helt så meget. Det skal vi selvfølgelig gøre alt, hvad vi kan, for at imødekomme. Og så har vi i øvrigt i dén grad brug for arbejdskraften. Vi leder stadig med lys og lygte efter kvalificeret arbejdskraft mange steder i landet,” siger DI-direktøren.

Kræver planlægning og rettidig omhu
Hos Danmarks største pensionsselskab er der også ros til industriens nye overenskomst.

“Det er en spændende og ret markant bevægelse, som flugter med en meget tydelig trend på arbejdsmarkedet,” siger Jesper Brask Fischer, der er direktør i PFA Senior Services.

Den større fleksibilitet stiller dog samtidig større krav til forventningsafstemning og planlægning ude på arbejdspladserne.

“Nu venter der en opgave ude i virkeligheden med at indrette sig efter den her nye fleksibilitet. Det kræver, at ledelsen ude på fabriksgulvet tager en ordentlig snak med deres medarbejdere om, hvordan deres senkarriere skal se ud,” siger han.

De gode penge
Den større fritvalgskonto gør det også muligt at spare mere op til pension, end tilfældet har været tidligere – og kan på den måde også gøre det mere attraktivt at udnytte sin ret til seniorfridage, fordi man har mindre behov for at spare op til pension i de sidste år på arbejdsmarkedet.

Men hvis man drømmer om gradvis tilbagetrækning, men samtidig vil sikre sig en ordentlig pension, skal man ret tidligt være opmærksom på, hvordan man anvender sin fritvalgskonto, lyder opfordringen fra PFA-direktøren.

“Det med at have opsparing til pension handler jo groft sagt om, at man binder sig selv lidt til masten. Man skal kunne administrere at have al den her frihed gennem hele livet. Det vil sige, at man også i de yngre år være opmærksom på, at man ikke bruger pengene for lemfældigt,” siger Jesper Brask Fischer.

Mads Andersen fra CO-industri er enig.

“Du får renters rente af de penge, du indbetaler til pension i de unge år. Det er de gode penge, som så gør, at du lettere kan købe dig til mere frihed, når du er tæt på pensionsalderen, hvor afkastet på dine indbetalinger alligevel er meget småt,” siger han og fortsætter:

“Ligesom resten af samfundet rykker vores overenskomster hen imod, at man træffer nogle valg tidligere i livet, som får betydning for, hvilke muligheder man har senere i livet.”

Tilbage til nyhedsoversigten

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *