Postet & Arkiveret under Sundhed.

Der er krise i hele verden – men man kan faktisk midt i alt det negative finde nogle positive aspekter.

Verden er blevet et andet sted under Corona-krisen. Den har ført forfærdelige ting med sig såsom dødsfald og sygdom, og så har den lukket grænser, skoler, institutioner, arbejdspladser, butikker og meget mere.

Men hvis man kigger nøje efter, har Corona-virussen faktisk også medført nogle positive ting.

Her er fem af dem:

1. Mere tid til nærhed
Skoler, daginstitutioner og arbejdspladser er lukket ned, og det har betydet, at forældre er sammen med deres børn hele tiden. Det kan naturligvis være stressende, hvis der både skal hjemmeskoles og arbejdes, men det giver også plads til nogle andre samtaler og mere nærvær.

”Vi har fået mere tid til at tale sammen, og Corona-virussen har medført, at vi har andre samtaler. Vi taler ikke om den nye iPhone, men om en dødelig sygdom, og hvilke ting der betyder noget. For eksempel hvor dejligt det er at være sammen med venner og bedsteforældre,” siger Vincent Hendricks, der er professor i filosofi ved Københavns Universitet.

2. Mere samfundssind
Vi køber ind for naboen, vi synger fællessang i baggårde og på DR1, og frivillige leverer mad og medicin til de ældre.
”Samfundssindet har bedre kår lige nu, og krisen viser, at danskerne vil strække sig langt for at passe på hinanden,” siger Vincent Hendricks.

Han forklarer, at det skyldes, at vi har fundet ud af, at vi er afhængige af hinanden og skal igennem det her ved at samarbejde.

3. De små ting
Folk har aflyst bryllupper, kæresteture, biografture og middage med gode venner, og legeaftaler med andre børn har også delvist været på pause. Det betyder, at vi i højere grad kommer til at værdsætte de små ting i vores liv. Bare det at give et kram eller gå på arbejde og snakke med kollegaerne.

”Når du går på café og sidder sammen med venner og familie, er det også alle de andre gæsters kroppe, stemmer og gestik, du lægger mærke til. Alle sådan nogle ting kommer vi til at savne i den situation, vi er i nu,” siger han, og fortsætter:

”Vi bliver simpelthen bevidste om, at vi er sociale væsener. At andre mennesker er vigtige for os, og derfor værdsætter vi mere at være sammen med andre.”

4. Vi går op i lokallivet
Når vi er i karantæne, giver det måske anledning til at snakke mere med naboerne eller familiemedlemmer. Vi spiser fra den lokale restaurant, går ture i vores lokale skov eller ved stranden – og vi finder måske ud af, at det er meget bedre end fremmede strande.

5. Vi passer på klimaet
Alt er lukket ned, folk kører ikke i deres biler, fabrikker er lukkede, og fly holdes på jorden, og hvis man kun ser på klimaet, så er det meget positivt. De samlede konsekvenser af et nedlukket samfund er naturligvis negative, så baggrunden er ikke den bedste.

Ikke desto mindre har klimaet det bedre og luften er renere under Corona-krisen. Men vi må dog forvente, at vi vender tilbage til normale tilstande igen, når samfundet langsomt lukker op igen.

Tilbage til nyhedsoversigten

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *